Eventyret om Prinsen og Mælkedrengen

Udstillingsplakat

Her på bloggen kan du læse nogle af de små, sjove, finurlige, anderledes og interessante historier, som dukker frem af gemmerne eller opstår undervejs, når man laver en udstilling som Eventyrlig Dialog.

Bloggen fungerer sådan, at der kommer nye historier og fortællinger til hele tiden…

Og du kan se den nyeste øverst. Vil du have hele historien med, skal du altså starte fra bunden – med #1.

Bloggen er lavet i samarbejdet med Carl-Hening Pedersen og Else Ahlfelts Museum.

# 11

Og prinsen og mælkedrengen levede lykkeligt…

Sidste afsnit i Eventyret om Prinsen og Mælkedrengen…

Den ene er Prins af Danmark og billedhugger “con amore”. Den anden er en selvudlært maler, som måtte arbejde sig til tops som kunstner efter mange fattige år, før han blev en internationalt anerkendt Cobra-maler.

Med Eventyrlig Dialog har vi gerne villet vise, at de også har noget til fælles: Nemlig kærligheden til den personlige kunstneriske frihed, som ikke er bundet af konventioner og institutioner. Til humoren og det digtende og legende i kunsten, der hører hjemme i grænselandet mellem virkelighed og fabel.

I et af Prins Henriks digte skriver han: ”Til hver en tid / Kan fabler føre mig ud / På en indre rejse / Hen over vinde og vande. / Til hver en tid / Kan drømme drive mig hen / Til koncert med fuglene…” Arbejdet med Eventyrlig Dialog har i sig selv været en rejse – og vi er taknemmelige for at have fået lov at lægge hus til ”koncerten”.

Her i føljetonen har vi givet vores bud på Eventyret om Prinsen og Mælkedrengen. Vi håber, du vil besøge udstillingen og selv digte videre på historien. Eventyrlig Dialog kan opleves frem til den 2. april 2018. Rigtig god fornøjelse.

# 10

Prinsens humoristiske treben… og Jorns mange ansigter…

EN KUNSTNERISK DIALOG

I midten af Eventyrlig Dialog mødes Cobra-kunst og royal kunst i Prins Henriks hyldest til Asger Jorn. Ud af den forvredne overflade på prinsens bronzeskulptur ”Homage à Jorn” titter 12 ansigter i forskellige retninger – grimasserende og nysgerrigt, som om de vil i hver sin retning.
Billede fra udstillingen
Billede fra udstillingen
Billede fra udstillingen
Billede fra udstillingen
Der er hele tiden noget nyt at kigge på, mens man bevæger sig rundt om den søgende skulptur, der bl.a. er blevet beskrevet som ”en demokratisk rytterstatue”. Ideen til ansigter er ifølge Prins Henrik inspireret af maleren Asger Jorns tidlige malerier, der netop er kendetegnet ved deres mange ansigter.
Under skulpturens flydende form er hele balladen solidt plantet på tre ben – måske et lille nik til den trebenede Helhest, som under Anden Verdenskrig gav navn til gruppen af danske eksperimenterende kunstnere med bl.a. Asger Jorn, Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt?

# 9

“… meget kedeligt og ikke lige mig.”

Forside af særskriftbillede fra pressemøde
Så kontant kan dommen lyde, når man beder aspirerende journalister fra 9. klasse på Hammerum Skole om at anmelde en museumsudstilling.

Heldigvis er der flest roser blandt reportagerne fra de unge skribenter, som at dømme ud fra artiklerne har fået masser af stof til eftertanke efter deres besøg på museet.

Som led i et åben skole-forløb besøgte eleverne museet i ugen op til åbningen af Eventyrlig Dialog, hvor de var journalister for en dag og indsamlede stof til deres reportager. “Pressekonferencen” på museet bød på oplæg af både museumsleder Lotte Korshøj, ophænger Peter Gjesager og formidlingsinspektør Helle Forbech Hvergel.

Det har været en stor fornøjelse at lægge hus til 9. klassen og ikke mindst at læse deres finurlige reportager bagefter. Her følger nogle af de mange guldkorn.

“Det gjorde mig frustreret at komme og se at de ikke var færdigt.”
“… da vi gik rundt om muren, fik vi et brag af kunstneriske indtryk…””
“… bronzen stråler frem i lyset, den er helt særlig, og man får lyst til at se mere.”
“… det er fedt at se H.K.H. Prins Henriks værker, og lige frem et værk han har lavet til hans søn, er fedt.”
“I Magasinet […] lugter det lidt surt og gammelt, men malerierne er også meget gamle.”
“Han fortæller om, hvordan skulpturerne kommer på plads, hvor han peger på en besynderlig figur, og siger ‘det er jo tydeligvis en panda, som sluger en delfin.”
Billede af pressekortbillede fra oplæg for skoleklassenbillede fra workshop

# 8

Prins Henriks strut-numse???

HKH Prins Henriks skakspil

Udover fabeldyrene tæller Prins Henriks kunstværker i Eventyrlig Dialog også andre figurer, der adskiller sig meget fra fantasivæsnerne i form og udtryk. I en glasmontre finder man et elegant lille skakspil, lavet som en fødselsdagsgave til Kronprins Frederik i 1988. Brættet er udført i sten og marmor, mens brikkerne er støbt i to forskellige farver af bronze. Nogle af brikkerne genskabte Prins Henrik senere som kunstværker i sig selv. På de forstørrede bronzefigurer, som også kan ses i Eventyrlig Dialog, har man rig mulighed for at studere de små brikkers form og udtryk nærmere. Modsat fabeldyrenes spontane livsglæde og munterhed står skakbrikkerne som skildvagter, der udstråler urokkelig ro. Stillet op overfor hinanden udgør de et respektindgydende syn, men Prinsgemalens humoristiske sans fornægter sig ikke. Bevæger man sig om bag dem, opdager man nemlig, at han har udstyret hver brik med en elegant strut-numse!

HKH Prins Henriks skakspil
HKH Prins Henriks skakspil
HKH Prins Henriks skakspil

# 7

Den kontroversielle prins…

 

”… folkets kærlighed, giv agt:

Den følger med, bekymret, nøje,

i hver en gestus, holder øje,

både skarpt og drilsk, med hvert et skridt…”

Sådan lyder Prins Henriks formaning på væggen i et af Eventyrlig Dialogs digte. Både som kunstner og prinsgemal har Prins Henrik igennem årene været genstand for kontroverser, som da hans deltagelse i udstillingen Sculpture by the Sea ved Aarhusbugten skabte stor opmærksomhed i 2009.

HKH Prins Henrik med maske
Sirene - værk af HKH Prins Henrik
Kunstværk af HKH Prins Henrik
Billede fra udstillingen

At Prins Henriks kunst kræver stillingtagen, oplever vi da også hos Eventyrlig Dialogs gæster. Nogle kommenterer på kvaliteten – har Prinsens kunst mere substans end dronningens, eller omvendt? Andre roser udstillingen, men tilføjer, at skulpturerne måske ”ikke lige er dem”. Så er der dem, som forlader museet fulde af beundring for prinsgemalens kreative evner – mens en enkelt tværtimod valgte helt at lukke øjnene!

Også anmelderne er delte. Jyllands-Postens Lars Svanholm oplevede udstillingen som ”en uhomogen og lidt diskutabelt krydret sauce” og gav den tre ud af seks stjerner. Mens Stig Winding i sin anmeldelse for Herning Folkeblad kvitterede med fem stjerner for udstillingens originale ”tour de force i fantasiens univers”.

udstillingsbillede

Uanset, hvad man måtte mene om de udstillede værker, så er det glædeligt dagligt at opleve, at udstillingens gæster har lyst til tage del i dialogen – at spørge ind til værkernes historie og tale med om deres kunstneriske kvalitet.

Diskutabelt krydret sovs eller fantasiens tour de force? – Døm selv!

UdstillingsbilledeUdstillingsbillede

# 6

De mange ansigter…

Ingen dialog uden ansigter – og ansigter finder man i alle afskygninger i Eventyrlig Dialog, både i Prins Henriks kunst og i Carl-Henning Pedersens malerier. Kærligheden til den afrikanske maske er nemlig noget af det, de to kunstnere har til fælles.
Maske Carl-Henning Pedersen, 1940

Carl-Henning Pedersen var en del af Cobra-bevægelsen. Efter Anden Verdenskrig følte en kreds af eksperimenterende kunstnere, at kunsten var blevet misbrugt og havde brug for at starte på en frisk. Derfor søgte Cobra-malerne tilbage til den oprindelige kunst hos såkaldt primitive folkeslag. Og det helt bogstaveligt: De fik nemlig lov at besøge Nationalmuseet efter lukketid, hvor de malede ivrigt løs, ansigt til ansigt med historiske masker.

Carl-Henning Pedersen, 1947

Carl-Henning Pedersens afrikanske fascination kan man i Eventyrlig Dialog bl.a. opleve i en serie af farverige masketegninger. Lige over for dem ses et mylder af grimasserende, groteske og smukke ansigter i træ. Den royale maskesamling vidner om Prins Henriks store interesse for afrikansk stammekunst, som går helt tilbage til 1956. I dag tæller samlingen 4000 masker og figurer.

Afrikansk maske
HKH Prins Herning i hans samling af afrikanske masker
Afrikansk maske
”Uanset om kunst er et resultat af eksisterende kulturer eller for længst svundne civilisationer, sender den fortsat mærkbare vibrationer til os betragtere”, har Prins Henrik forklaret om sin interesse for masken. Fortidens kunst taler videre – og samtalen får frit spillerum i Eventyrlig Dialog, hvor nutiden taler med.

# 5

Og sådan startede det hele…

Se en teaser på den video, som kan ses i udstillingen her:

I Eventyrlig Dialogs lokaler taler Carl-Henning Pedersens malerier og H.K.H. Prins Henriks fabeldyr for sig selv. Men vil man gerne vide mere om værkerne, ideerne og arbejdet med udstillingen, er der rig mulighed for det i museets biograf, hvor I DO ART Agencys film om Eventyrlig Dialog vises som en del af udstillingen. Her kan du se en lille appetitvækker, ligeledes produceret af I DO ART. I videoen medvirker museumsleder Lotte Korshøj og Jens Erik Sørensen fra Copenhagen Contemporary, som har kurateret udstillingen.

# 4

Vores Dronning er kunstner… men vent, det er vores Prins også…

”Sirene” af H.K.H. Prins Henrik, 1969/70 – foto af Evan Frederiksen.

Kunstneren Dronning Margrethe er bl.a. kendt for sine malerier og bogillustrationer samt sit kostumedesign. Knap så kendt er det, at også Prins Henrik har en lang kunstnerisk karriere bag sig, hvor han har prøvet kræfter med lyrik, musik, skulpturer og landskabsmalerier. Han har helt bevidst valgt at fokusere primært på skulpturen for ikke at ”konkurrere” med dronningen, der især har markeret sig med sin billedkunst.

Prins Henriks interesse for kunst blev plejet allerede i barndommen, hvor især bedstefarens store samling af asiatisk kunst gjorde indtryk. I 1969, som 35-årig, debuterer han selv som skulpturkunstner med en serie af lerfigurer – bl.a. den smukke ”Sirene”, som i opskaleret version kan ses i udstillingen Eventyrlig Dialog.

Lerfigurerne bliver starten på en produktiv periode fra 1969-80, hvor Prins Henrik

”Åbent hjerte” af H.K.H. Prins Henrik, 1982 – foto af Ralf T. Søndergaard.

udover skulpturer af savannedyr modellerer en række mere eller mindre fantastiske fabeldyr i alle størrelser ud fra fantasien.

Det er dog kun familien og den nærmeste

Kunstner møder aspirerende kunstner… Carl-Henning Pedersen og Prins Henrik ved åbningen af Carl-Henning Pedersens udstilling i Helsinki 1968, året før prinsen selv debuterer som skulpturkunstner.

omgangskreds, der ved, at Prins Henrik ”hemmeligt” er blevet kunstner. Først i 2008-9, hvor en af hans figurer stilles op på Vestfyn, og hvor han deltager sammen med kunstnere fra hele verden på udstillingen Sculpture by the Sea, kommer der fokus på Prins Henriks kunst i offentligheden.

Eventyrlig Dialog giver et godt indtryk af spændvidden i Prins Henriks kunst: fra lyriske øjebliksbilleder over monumentale fabelfigurer til elegante, stilrene skakbrikker i både lille og stort format.

# 3

Der var engang… og det var første gang…

Bronzeskulpturer
bronzeskulpturer udenfor
skulptur udenfor
bronzeskulptur
billede af ovenlys

Forberedelserne til Eventyrlig Dialog bød på flere førstegangsudfordringer for museet. Især krævede det en vis opfindsomhed overhovedet at få Prins Henriks skulpturer indenfor, eftersom de er større end museets indgangspartier. Løsningen blev at løfte de tonstunge glasvinduer i museets Ovenlyssal op ved hjælp af sugekopper og derefter sænke skulpturerne ned med en kran.

En gråvejrsdag i september blev de nysgerrige forbipasserende derfor mødt af et usædvanligt syn på plænen ud for museet, som i dagens anledning var invaderet af en hel flok fabeldyr – forsvarligt indpakkede i bobleplast. Det nervepirrende arbejde med at løfte figurerne op og bugsere dem ned gennem ovenlysvinduet strakte sig over timer. Alt gik efter planen, og alle kunne ånde lettet op, da de smukke, royale skulpturer omsider befandt sig indendørs.

Skulpturerne fandt selvfølgelig vej til udstillingen… de fandt en vej, der aldrig havde været brugt før…

skulptur på vej ned gennem ovenlysvindue

# 2

Der var engang en fattig mælkedreng…

Billede af Carl-Henning Pedersen

Carl-Henning Pedersens malerier er kendt for deres eventyr-indslag – flyvende heste, drømmeslotte, gyldne skibe og kongefigurer, der tumler rundt på lærredet. Med til historien om udstillingen Eventyrlig Dialog hører, at også Carl-Hennings eget liv havde eventyrlige træk. Han var søn af en fattig jord- og betonarbejder, og moderen døde, da Carl-Henning var lille. Som mælkedreng fulgte han med hestevognene rundt i byen 10 timer om dagen og afleverede mælkeflasker ved folks døre.

I 1940’erne, hvor Carl-Henning havde stiftet familie med Else Alfelt, udtalte han: ”De første 5 dage om ugen klarer vi os nogenlunde, selvom vi sjældent får kød. Men de to sidste dage er den gal, og så går vi bare og glæder os til, at vi atter kan få noget at spise”.

Gennem deres engagement i tidens kunstnergrupper voksede Carl-Hennings og Else berømmelse efterhånden. De fik offentlige bestillingsopgaver, holdt internationale udstillinger – og fik til sidst deres eget museum i Herning.

Selvom Carl-Henning Pedersens baggrund altså er helt forskellig fra Prins Henriks, har de eventyrligheden til fælles. Til Eventyrlig Dialog har vi udvalgt en række af Carl-Hennings billeder, der i særlig grad emmer af eventyrånd. Tilsammen viser de en fantastisk verden for en stund beboet af Prins Henriks fabeldyr.

Billede af Carl-Henning Pedersen i deres lille lejlighed. Han maler.
HKH Pirns Henrik og Carl-Henning Pedersen - begge holder en maske op foran ansigtet.

# 1

Vær parat til at trænge ind i de magiske verdener skabt af Hans Kongelige Højhed Prins Henrik og Carl-Henning Pedersen – vær parat til at vandre frit rundt blandt mytiske dyr, kraftfuldt farvede væsener og afrikanske masker i et vibrerende univers fuldt af stjerner.

Udstillingsbillede
Sådan bliver du budt velkommen, når du træder ind på Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum. Her udstilles HKH Prins Henriks imponerende bronzeskulpturer for første gang sammen med Cobra-maleren Carl-Henning Pedersens farverige malerier.

Billede fra ferniseringen med mange mennesker
En rød, royal løber…

…guider gæsterne videre ind til et panorama over museets runde udstillingssal. Salens to eneste kunstværker starter forsigtigt den kunstneriske samtale, der har givet særudstillingen Eventyrlig Dialog sit navn. I museets øvrige rum forgrener samtalen sig, efterhånden som 60 værker af de to kunstnere går i fantasifuld dialog med hinanden på kryds og på tværs.

 

Billede af skulptur Sirene af HKH Prins Henrik med beskuer
Endelig åben…

Lørdag den 23. september kulminerede et langt forarbejde med ferniseringen af Eventyrlig Dialog. Godt 230 mennesker var forbi museet på dagen for at se de udstillede fabeldyr og andre eventyrlige skabninger, som blev undersøgt og studeret ivrigt. Herunder ikke mindst Prins Henriks figur Sirene, der for nylig blev afsløret på Honnørkajen i Aarhus.

Lotte KorshøjBilleder fra fernisering
Åbningstalen…

blev holdt af museumsleder Lotte Korshøj, som blandt andet kom ind på tankerne bag museets ønske om at vise udstillingen. Prins Henrik, som var tilstede ved ferniseringen af museets forrige udstilling The Eye in the Mask, kunne desværre ikke selv være tilstede i lørdags. I hans sted talte kammerherre Christian Kjær, som viderebragte Prinsens dybe ønske om at kunne have deltaget i ferniseringen på det museum, som Dronning Margrethe og han selv var med til at indvie i 1976.

Kristian KjærBillede fra udstilling
Den royale ånd var der…

Prins Henrik var dog tilstede i ånden, fortalte Christian Kjær, og de royale fabeldyrs munterhed synes da også at have smittet af på gæsterne, som alle var i godt humør under ferniseringen og den efterfølgende middag.

Lidt fakta skal der til…

Eventyrlig Dialog åbnede for offentligheden dagen efter ferniseringen, søndag den 24. september, og kan opleves på  Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum frem til 2. april 2018. Hver anden søndag afholdes der offentlige omvisninger i udstillingen.

Du kan læse mere om udstillingen på museets hjemmeside her.

Foto til #1 er taget af Ole Jørgensen

Kulturen syder og bobler i Herning.Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med.

Felter markeret med * er påkrævet