Når rådden, svensk fisk bliver til noget godt…

foto fra surstrømning
Blogindlæg af Pia Worm
Dette er en personlig oplevelsesberetning – og ikke en anmeldelse.
Anmeldelserne – og de er for resten fremragende – dem må du læse i dagspressen

Opskriften på sommersatire

Med lovning på ”skarp sommersatire” var mine forventninger til forestillingen Surstrømning på Team Teatret ret høje – for ikke at sige tårnhøje. Jeg holder rigtig meget af satire – især af den skarpe slags. Hvis der så er tilsat en smule ironi, et gran sort humor og en stor portion anti-selvhøjtidelighed – ja, så er jeg med. Og jeg må sige, at alle ingredienser var tilstede, da jeg overværede Surstrømning. Jeg var godt underholdt undervejs – og så var der oven i købet lidt til eftertanke også.

Vi er alle ærkedanskere

Danmark oversvømmes, og der er kun plads til 5 danskere på redningsflåden til Sverige. Svenskerne udvælger de fem karikerede ærkedanskere: sexisten, racisten, brugsuddeleren, svineavleren og den kulturradikale. Ved nærmere eftertanke kunne jeg godt se sider af mig selv i nogle af figurerne. Jeg kunne selvfølgelig sagtens se mange andre i figurerne:-) Og så var der også dem, som jeg så slet ikke havde lyst til at kende. Men selvfølgelig er virkeligheden lidt mere kompleks – og som forestillingen skred frem, fik alle karakterer selvfølgelig sympatiske træk – på en eller anden måde.

foto fra forestillingen
foto fra forestillingen

Bar røv

De var forskellige. Meget forskellige de fem ærkedanskere. De havde deres uenigheder og skænderier. De fik svinet hinanden godt og grundigt til. De var ikke specielt rummelige og forstående overfor hinanden. Lige indtil den gode, velmenende svenske frivillige trådte ind på arenaen. Det svenske ”hen” lagde grundstenen blandt de fem eksil-danskere til et sammenhold mod ”de andre” og ”det andet”. Når det virkelig gælder, så er det tid til at rykke sammen, holde sammen og give de ”andre” fingeren. Eller som i dette tilfælde: moone svenskheden. Og ja, det kan måske være på sin plads… At gøre oprør. Men hvad mon der skete med dansken, hvis det hele startede med at stå sammen om noget i stedet for mod noget?

Høje krav fra svenskerne

Jeg fascineres af dygtige skuespilleres evne til at leve sig ind i deres karakterer, og jeg undres ofte over, hvordan de mon gør. Sådan bliver til helt andre personer og personligheder. De har selvfølgelig et talent og en stor interesse for skuespillets mange facetter. De undervises og øver på teaterskolen. Men der må være mere end det… Før en forestilling må de forberede sig på lige præcis deres rolle. I Surstrømning er jeg overbevist om, at de alle må have oplevet åbningen af en dåse surstrømning. Og have optaget deres reaktioner, så de kunne se, hvordan de reagerede. For man kunne næsten lugte surstrømning i slutningen af stykket – bare ved at se på de medvirkende. Eller det forestiller jeg mig i hvert fald… for jeg har aldrig lugtet – end sige smagt – surstrømning. Og efter denne oplevelse vil jeg foretrække at leve videre i lykkelig uvidenhed om denne specielle svenske smag. Og nogle udfordringer og krav er trods alt så store – eller sære, at man ikke behøver at tage i mod dem!

foto fra forestillingen

Cost benefit analysen

Kan det så betale sig at bruge tid og penge på at se Surstrømning på Team Teatret?

En oplevelse rigere… et godt grin mere i bagagen… et skub til ens selvforståelse.. eftersyn af danskhed… og svensk politisk korrekthed… og et studie af den såkaldte brækrefleks.

Ja, det kan godt betale sig at gå i Team Teatret og se Surstrømning inden den rådne fisk svømmer videre i de danske farvande. Den 21. juni er sidste chance for at opleve forestillingen på Team Teatret. Jeg var godt underholdt – og det tror jeg også, du vil blive!

 

Du kan læse mere om Surstrømning – og købe billet til forestillingen lige her.

Kulturen syder og bobler i Herning. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med.

Felter markeret med * er påkrævet