Tidstyve på spil i Herning i december…

Billede fra forestillingen Momo

Lørdag 1. december er der igen premiere på Hernings helt eget teater Team Teatret. Denne gang på årets store familieforestilling: Momo – eller kampen om tiden.

Og I kan godt glæde jer til at følge Momo og hendes kamp mod de grå tidstyve.

Forestillingen er baseret på Michael Endes eventyrlige roman om den super-modige pige Momo.

Læs mere om forestillingen og se hvilke dage i december, I kan se forestillingen i linket nederst på siden. Der kan I også købe billetterne.

Billede fra forestillingen Momo
Billede fra forestillingen Momo
Billede fra forestillingen Momo
Billede fra forestillingen Momo

Momo er en helt usædvanlig pige – hun formår nemlig at få folkene i landsbyen, hvor hun er dukket op, til at tale og fortælle om deres inderste drømme.

Pigen bliver populær, for det viser sig, at folk har brug for at få lettet deres hjerter til én, som har tid til at lytte.

I en travl og forjaget verden er der mangel på tid. Og i landsbyen kommer tiden for alvor under pres, da nogle skumle, grå mænd dukker op og truer folk til at investere deres tid i Tidssparekassen. De grå mænd overbeviser borgerne i landsbyen om, at det er vigtigere at effektivisere og spare tid sammen end at tage det afslappet og nyde livet med sang, musik, tant og fjas. Og mon ikke der er et barn eller to, der kan nikke genkendende til, at vi voksne lidt for ofte har alt for travlt med alting?

Momo er i forestillingen nærmest en superhelt, som alene tager kampen op mod de grå mænd og deres tidstyveri. Hun gør det for at redde den verden, hun bor i. Vil det lykkes den handlekraftige pige, som ingen rigtig ved hvor kommer fra at hjælpe folk og fæ med at holde fast i tiden? Svaret får børn og voksne i den travle julemåned, for Momo – eller kampen om tiden har premiere 1. december og spiller på udvalgte dage frem til og med 22. december.

Billede fra forestillingen Momo
Billede fra forestillingen Momo
Billede fra forestillingen Momo

Selvom Michael Endes roman om pigen Momo er skrevet i 1973, er det en moderne fortælling, som stadig er aktuel. Det er en fantasy-historie om tid og materialisme – formidlet på Team Teatret i en magisk og eventyrlig ramme iscenesat af Mikael Helmuth og på scenen fortalt af seks skuespillere: Robert Reinhold, Hanin Georgis (afgangselev fra Den Danske Scenekunstskole), Sofie Ancher Vea, Olivia F. Fevel Borgels, Stig Reggelsen Skjold og Anders Cornelius Zoffmann mens Thomas Ravnsgård har skabt scenografien og Malene Redder Ruby har designet kostumerne.

Og hvis navnet Michael Ende klinger mere bekendt end titlen ”Momo eller kampen om tiden”, så kan det være, fordi han også er manden bag ”Den uendelige historie”

Billetterne koster fra 70 til 150 kr. – og du kan købe dem via Team Teatrets hjemmeside lige her.

Foto: Mingo Photo

Kulturen syder og bobler i Herning.Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med.

Felter markeret med * er påkrævet