Anders And, skeletter og en pyt-knap

– Alex Quottrup

Anders And, dystre skove, farvede figurer, skeletter, udskårne gardiner, ensomme søer, en aristokratisk abe og en pyt-knap var blandt værkerne udstillet på Art Herning 2020.

Fredag d. 24/1 klokken 14 var jeg en del af strømmen af folk på vej til MCH Herning Kongrescenter for at være med til åbningen af årets Art Herning. Som optakt til åbningen af messen hørte vi Bitten Damgaard fortælle om sin kærlighed til samtidskunst. Mange måtte følge med fra skærme rundt omkring i forhallen på grund af de mange gæster.

Damgaard fortalte om, hvordan hun med sin mand var blevet en vigtig del af Hernings kunstscene, og hvordan de var med til at åbne HEART. Efter et spændende indblik i Damgaards liv og kunstengagement, indskød hun, at hun mener den kunst man i starten er imod, er den kunst man kommer til at holde mest af – en interessant observation at have i baghovedet, til når vi senere skulle ind og se på kunst – især for de der havde tanker om at købe noget.

Derefter blev dørene til udstillingen blev åbnet.

Kunstner: Anne Krøner

Krøners Blomsterkrans er en rigtig flot blanding af medier. Læg også mærke til Anders And i baggrunden – den er lavet af foldet papir (kunstner: Ove Jensen).

Kunstner: Håkon Engesæth Danielsen

Mennesker i disse tredimensionelle abstrakte omgivelser føler jeg effektivt viser en stemning.

Da jeg endelig kunne skubbe mig gennem menneskemængden, fik jeg mit første indtryk af kunstmessen Art Herning. Fra indgangen kunne jeg se cirka 8 af de 40 stande, hvor hver især havde forskellig kunst og forskellige kunstnere fremstillet imellem de midlertidige vægge. På trods af at kun en lille del af messen kunne ses fra indgangen, var der nok forskellige stande, til at jeg dårligt kunne vælge, hvor jeg skulle starte.

Folk bevægede sig langsomt forbi og ind imellem hinanden, og til tider blokerede de helt for indgangen til en stand. Det var dog altid forskelligt, hvor der var travlt, så jeg kunne vende tilbage senere.

Det var et fantastisk sted at gå på (langsom) opdagelse. Væggene delte messen op i rum af forskellige størrelser. Der var stande med megen plads og store værker, og der var stande hvor jeg kunne finde flere halvskjulte værker i kroge rundt om hjørnerne. At nå hele messen rundt, selv med relativt korte besøg pr stand, tog flere timer.

Er du mere nysgerrig på hvordan messen så ud, kan du på Art Hernings hjemmeside komme på en virtuel rundtur af en tidligere messe.

 

Der var kunst for enhver smag. Personligt er jeg rigtig glad for malerier, og dem var der især mange af. Alt man kan forestille sig fremstillet på et lærred var der – og lidt til. Der var meget abstrakt, noget realisme og rigtig meget midt imellem. Ofte var der leget med medierne for at fremstille unikke udtryk, hvilket jeg fandt yderst fascinerende.

Da jeg også selv maler, fandt jeg rigtig meget inspiration i variationen. De mange forskellige teknikker gav mig inspiration til mange store projekter. Store projekter tager dog mere tid, end jeg har til rådighed, så det var en lidt bittersød følelse.

Skulpturer var der også mange af – igen af mange forskellige typer. Der var keramikker, både rene og malede, der var glas, og der var ting af medier, jeg ikke kunne gennemskue. Motiverne var også meget forskellige med alt fra dyr til pistoler til abstrakte figurer af ler eller andet medie.

Ja, værker var der nok af – over 1000 – alle spændende på hver deres måde. Nogle trak på teknikken, nogle på konceptet og nogle på en joke. Uanset hvad du foretrekker i kunst, kan det findes på Art Herning.

 

Går vi tilbage til Bitten Damgaards idé om, at den kunst man først er imod, er den bedste, føler jeg det har været yderst relevant for messen – både på godt og skidt. Hun talte godt nok om, hvad man oplever over længere tid end et messebesøg. Jeg oplevede nu alligevel at nogle værker var flotte, men ikke så spændende at blive hængende ved, hvor andre var nogen, jeg skulle gå forbi flere gange, før jeg overhovedet fik stoppet op for at kigge ordentligt på dem.

Kort sagt: det var en succes, og jeg vil bestemt komme tilbage næste år!

Kulturen syder og bobler i Herning.Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med.

Felter markeret med * er påkrævet