#GLIMT – ny unik forestilling I Herning…

Som skuespiller hvad synes du så er fedest ved denne forestilling?

Det er nyt for mig at lave den her type af forestilling. Dels er manuskriptet bygget op af rig-tige fortællinger, de er ikke redigerede, det står ordret som det de har sagt. Den der be-vidsthed om, at man nu fortæller om den anden persons historie, og at den person er vir-kelig, og bor lige der ude, hvor vi skal spille. Jeg ved ikke helt, hvad det er der er anderle-des ved det, men det jo anderledes, fordi der er en anden andægtighed eller ømhed over for materialet. Altså ordene er jo et af skuespillerens værktøjer, så vi går meget praktisk til det. En tekst er ligesom min hammer eller sav eller noget, det er det vi arbejder med og diskuterer og taler om, når vi laver en forestilling. Og den her viden om, det er folks hjerte-blod, folks egne private historier de har givet til en dramatiker, og

har været tillidsfuld nok til at fortælle et fremmed menneske, som er kommet ind i deres hjem og har tilbragt flere timer med dem over noget kaffe, det giver sådan en respekt over for materialet, som er en lille smule anderledes. Det ikke fordi man er urespektfuld over for materialet generelt, men det giver en anden bevidsthed, især fordi vi skal ud og lave den, der hvor de bor. Det hav-de også været noget andet, spillede det her på teatret, som vi plejer, men nu skal vi ud til Brændgårdsparken, der hvor folk lever deres liv og har fortalt de her historier. For min del skal jeg faktisk fortælle en del af historien i denne kvindes lejlighed, som det handler om, mens hun er til stede. Hun skal ikke gøre så meget, men hun skal være til stede i lejlighe-den og publikum kommer ind i hendes lejlighed, hvor jeg skal fortælle hendes historie i hendes nærvær. Det bliver også specielt.

Hører hun så skuespillet før premieren?

Ja, vi skal derud i dag og øve det i hendes lejlighed, og jeg skal ud at besøge hende for første gang, så det vildt udfordrende og en spændende udfordring at få det mate-riale. Også sådan rent teknisk er det virkelig skrevet i et talesprog. Det er jo ikke en for-fatter, der har siddet derhjemme ved bordet, og har forsøgt at ramme sådan som man rigtig taler, men det er ligesom du optager mig nu. Sådan har han også siddet, og så har han skrevet det ind, han har sagt ordret. Det er svært at lære, fordi det er en anden. Vi har alle en individuel måde at tale på, og jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal forklare det, men det er svært at ramme helt præcist. Fordi vi siger noget værre sluder, når vi ta-ler sådan her, frem for hvis jeg havde siddet og skrevet, og du havde sendt mig de her spørgsmål, og jeg så skulle svare på dem. Så ville det være meget mere lækkert og kor-rekt dansk du ved. Sådan som jeg sidder og taler lige nu, ville en dansklærer være så-dan lidt “arrrg,” hvis det kom på tekst. 

Det er sådan det er, for det er sådan, han har skrevet det. Når det er en dramatiker, der har skrevet stykket, kan man godt tillade sig at sige “ej det for sjusket, kan jeg ikke lige lave replikken om?” Men det må vi ikke her. Her har vores instruktør Rasmus været meget på med, at det skal være fuldstændig korrekt, ord for ord, hvad de har sagt, fordi det er så vigtigt, det er deres sprog vi formid-ler. Så det en af de fede ting, og det andet er, at det er vildt fedt at komme udenfor teat-rets rammer, og mærke hvad det gør ved kunstværket, at det bliver oplevet i en helt an-den ramme. Jeg tror folk har nogle bestemte forventninger når, de går i teater, og dem kommer vi til at bryde. Folk kommer til at være lidt på udebane, fordi det er et teater, men slet ikke sådan som de er vant til det er, og heller ikke som vi er vant til, og det skaber ligesom sådan en interessant lille smule angst. Sådan en lille smule ængste-lighed, en lille smule nervøsitet. “uhhh hvad skal der ske,” sådan en spænding og åbenhed tror jeg også, både hos os og publikum, for at gå ind i oplevelsen på en an-den måde. Det synes jeg er rigtig spændende.

Kan du relatere til din hoved- historie i skuespillet?

Jamen det kan jeg i meget høj grad. Jeg har mødt den her kvinde faktisk, fordi længe inden, at det her manuskript blev skrevet, og vi gik rigtig i gang med at producere fore-stillingen, der snakkede vi på teatret om, at vi skulle lave sådan en forestilling, og om det skulle være der i Brændgårdsparken, og så sendte min teaterleder mig faktisk ud på en lille mission. Vi havde et par kontakter på nogle mennesker, som en i huset kendte, eller nogen havde hørt om eller sådan noget, og så sagde hun. “Kan du ikke tage kontakt til de tre mennesker og tage ud og interviewe dem.” Altså for at lære nogle at kende ude i gårdsparken, til hvis vi senere skulle bruge det. Så fik jeg fat i den her kvinde og tog ud og interviewede hende, og var ude hos hende i 2 timer og drak kaffe og klappede hendes kat, og sådan noget. Og så endte det faktisk med, og det er en, det endte med det var hendes historie, der så faktisk er kommet med i manuskriptet fordi, dramatikeren synes, at den historie og den optagelse jeg sendte, den synes han var spændende. Og så blev vi inviteret til at interviewe hende igen. Så jeg har mødt hende. Allerede der gjorde det meget stort indtryk på mig. Hun fortæller om at miste et barn, og det har jeg ikke selv prøvet, men jeg har en søn, og jeg tror alle forældre kan 

relatere til det med at være bange for at miste sit barn eller børn og indleve sig i, hvilken betydning det må have på ens liv efterfølgende at have lidt det tab, så som mor er det jo rigtig relaterbart. Og så har hun alle mulige oplevelser i sit liv. Hendes liv ligner ikke mit liv, hun har en lidt særlig beskæftigelse, hun er healer og hun beskæftiger sig med tarotkort og afdødekontakt, og hele den der spirituelle verden er jeg ikke specielt hjemme i eller bekendt med. Men jeg kan stadigvæk udmærket relatere til hendes op-levelse, når hun fortæller om sit arbejde, og jeg kan relatere til hendes faglige stolthed. Den har hun meget og jeg kan relatere til hendes begejstring til sit fag, men som skue-spiller træner man generelt sin evne til at indleve sig i rollen og til at forstå, hvor de kommer fra, altså også emotionelt hvorfor gør de som de gør? Hvorfor siger de, som de siger? Hvorfor har de det, som de har det? Fordi det er jo det, man skal, når man spiller en figur, uanset om den figur er virkelig eller fiktiv, så træner man ligesom den muskel, der hedder at prøve at forstå, prøve at relatere og prøve at lave den der kobling. Okay, jeg har ikke prøvet at miste min søn, men hvis jeg havde, hvordan ville jeg så reagere? Jeg er ikke clairvoyant, men hvis jeg var, hvordan ville jeg så have det med det?

Hvad er det sværeste ved denne forestilling?

Jeg tror noget af det, vi bruger meget tid på, er at prøve at lade være med at spille de her personer. Noget af det vi bruger meget tid på er at spille personer. Hvis jeg skulle spille Petra ville jeg se ud som hende, snakke som hende, være som hende, for at publikum i hvertfald bare for en stund tror på, jeg er Petra. Men det kan vi ikke i denne forestilling, fordi vores instruktør synes det bliver for meget, hvis vi skal spille de her personer, når det er et virkeligt sted med virkelige personer og endda inde i den virke-lige lejlighed. Så bliver det bare meget hurtigt utroværdigt. Det ville sikkert have været noget andet, hvis det var her inde i teatersalen men fordi vi er derude, ville det blive for meget. Så det vi er mest øvet i kan vi ikke bruge her. Vi skal prøve at ramme en eller anden balance, hvor vi ikke spiller dem, men repræsenterer dem på en eller anden måde, og det er skide svært, og det har vi haft mange diskussioner om hvordan vi rammer det.

Hvis du selv skulle prøve at sætte ord på, hvad publikum skal glæde sig til ved den her forestilling, hvad ville det så være?

Mange ting. De skal glæde sig til at få en ny oplevelse, en ny form for

teater, og de skal også glæde sig til at møde de andre publikummer på en anderledes måde, fordi nor-malt sidder man jo i en sal og har hovedet den ene vej. Men her skal de ud og gå og i grupper, så det kan også godt være, at den du kom med, fx. din kæreste og dig, bliver splittet op og kommer på hver sin rute. Og så for en stund er i en gruppe, og så skal I gå rundt i området sammen med en guide, og ind i folks huse og ned i vaskekældre. Det er lidt noget anderledes end at være i teatret. Det indbyder næsten ligesom til samtaler efter teatret, hvis man blev splittet op, kan man sammen hjem i bilen snakke om “hørte du så den her historie,” “Ja ved mig var det skuespilleren, der fortalte historien,” “nååår ved mig hørte jeg det kun lige kort på højtaleren,” og noget andet jeg sy-nes, man skal glæde sig til, er at komme ud i et område. Jeg har en fornemmelse af, der er, eller har været, fordomme om. Ikke fordi den er på den offentlige ghetto liste el-ler noget, men det er et socialt boligbyggeri, som har en anden etnisk baggrund end dansk, og der er nok nogle, som har nogle ideer om det sted. Og så kan man ligesom komme derhen og mærke på sin egen krop, hvordan der, er få nogle glimt af hvordan der er der, komme ind bag ruderne, og opleve hvad det er for nogle liv, der udspiller sig der.