Her bor vi – 5 artister // 5 kulturperler i Herning Kommune
“Her Bor Vi” er en række videoer som præsenterer et udpluk af de dygtige professionelle og upcoming musikere/sangskrivere, som bor og arbejder i vores område.
Videoerne er optaget på 5 af de mange små kulturperler, som findes rundt omkring i Herning Kommune.
Målet er at øge opmærksomheden omkring de små unikke kultursteder udenfor midtbyen, samt vise nogle af de mange dygtige kunstnere, som bor og arbejder professionelt med deres kunst her i området.
Kunstnerne er Anne Grummesgaard, NIKITA / Nikita Elvervind, David West Rasmussen, KRAMMER / Kristine Cronhammar og Laura Bugtrup. Stederne er Deep Forest Art Land, Søby Brunkulsleje, KulturMøllen, Højhuset og Dagmar Bio. Følg med her.
Videoerne offentliggøres i uge 43 og 44 2024.
Hvis du ikke kan se videoen i denne kolonne, er det fordi, at visning kræver accept af cookies (både statistik- og marketingcookies). Du kan ændre dine indstillinger i venstre hjørne af skærmen.
Anne Grummesgaard
Annes inspiration kommer fra den melankolske side af musikken – den side, der får dig til at føle ting – der, hvor du hører teksten og føler melodien. Nummeret her har fulgt Anne i mange år, og ligger hendes hjerte nært. Videoen med Anne er optaget på Kulturmøllen i Kibæk. Kulturmøllen er et venue for musik, teater og fester i nogle flotte gamle bygninger, der engang var møllen i Kibæk.
Nikita Elvervind
NIKITA er en erfaren vokalist og sangskriver der sammen med yderst dygtige musikere fremfører hendes original skrevne musik. NIKITA har arbejdet i musikbranchen i mange år, men hvor hun nu heldigvis er klar til, at fortælle hendes egen historie. Hun leverer en karismatisk, autentisk tilstedeværelse igennem fængende tekster og dyb passion for hendes kunst. Videoen Nikita er optaget i Deep Forest Art Land. Deep Forest Art Land (også kendt som Skovsnogen) er et udstillingssted for moderne kunst under åben himmel i en skov i den sydlige del af Herning Kommune.
Offentliggøres 29.10.2024
David Westen Rasmussen
David er fra Brande, og har nu boet i Herning i 5 år. Han er vokset op i en familie, hvor der hang guitarer på væggene, gamle keyboards med sjove lyde og sang fra både søskende og forældre. Han blev draget af tonerne og simpliciteten i sangskrivningen, som bragte ham til GL Music i København, hvor han blev co-writer på sange rettet mod DJs i udlandet, samt fortsat hans egne sange. Som tiden gik følte han længslen mod sit gamle nærområde, hvilket bragte ham til Herning, som nu skaber rammerne for nye sange på dansk – og engelsk. Sangene er til tider følsomme, funky og indeholder de tanker, der kan fylde hos en ung mand søgende mod hans fremtid. Videoen af David er optaget i Dagmar Bio i Sdr. Felding. Dagmar Bio er en nu et venue for musik, kultur og biografklub. Stedet blev etableret af en lokal entreprenør i 1950erne, og blev drevet som privat biograf indtil 80erne. Senere har lokale ildsjæle overtaget stedet.
Offentliggøres 31.10.2024
Kristine Cronhammar
KRAMMER er en ung kvindelig artist fra hjertet af Herning. Hendes inspiration har rødder i de forskellige mennesker og oplevelser, hun har mødt i sit liv, og hendes musikalske univers blander pop, jazz og RnB i en ambient og æterisk cocktail. Videoen med Kristine er optaget i Højhuset, som ligger i Birk ved Herning. Højhuset blev bygget i 1960erne og skulle rumme Herning Højskole, som havde særligt fokus på teater og scenekunst. Efter højskolen lukkede i 2007 rummede bygningen i nogle år forskellige lejemål. I 2016 købte en lokalejet fond bygningerne, og bygningen blev gennemrenoveret ind- og udvendig – og ført tilbage til den oprindelige arkitektur og indretning fra 1960erne. Bygningen anvendes nu til kulturhotel og diverse arrangementer.
Offentliggøres 3.11.2024
Laura Bugtrup
Med en lyd af moderne indiefolk, ørehængende omkvæd og hudløst ærlige tekster, observerer Laura verden og menneskerne omkring sig, samt sit eget liv og relationerne deri. Laura har lige været i studiet og har en række singler som kommer til at blive udgivet i den kommende tid. Videoen med Laura er optaget i Søby Brunkulsleje, hvor man også finder Brunkulsmuseet. Det er et frilandsmuseum, som fortæller historien om Danmarks farligste arbejdsplads. Der er forskellige bygninger og udstillinger fra brunkulstiden, som man kan besøge.