Kulturfest Herning 2026 – Mandag den 8. juni

Fotoudstilling med Herning Fotoklub

Herning Fotoklub og Herning Bibliotek | Herning Bibliotek | 08.00-21.00

Fotograferne i Herning Fotoklub  udstiller endnu engang de flotte resultater der kommer, når de drager ud i verden med et kamera i hænderne.

Der eksperimenteres, afprøves indstillingsmuligheder, og præsenteres et væld af flotte motiver.

De kreative muligheder er uendelige med et kamera – det er kun fantasien der sætter grænser.

Morgensang på Sørvad Torv

Y-Mens | Sørvad Torv | 09.30

Kom og varm stemmen op i godt selskab, når Y-Mens inviterer til dejlig morgensang på Torvet i Sørvad.

Vi synger et par gode melodier og ønsker hinanden en glædelig morgen og god dag.

Der er gratis rundstykker til de morgenfriske.

Arrangementet er en del af Kulturfest TO GO i Sørvad.

Når venner mødes med VNC – Udstilling

Vildbjerg Netværkscafé | Skolevænget 2 7480 Vildbjerg | 14.30-16.30

Maleriudstilling med mere i caféen, hvor der også sælges kaffe/the og kager samt sodavand.

Kom til et par hyggelige timers samvær – alle er velkomne!

Familieaktiviteter for alle

Byfestudvalget i Sørvad | Sørvad Stadion | 16.00

Teltet på stadionpladsen er åbent fra kl. 16. Kom og prøv den sjove hoppepude eller find ”guld” i sandcontaineren.

Arrangementet er en del af Kulturfest TO GO i Sørvad.

Håndbold for børn

Vinding KFUM Idræt | Hallen i Sørvad | 16.00-17.30

Skal du være den næste Mathias Gidsel eller Helena Elver? Eller måske vil du bare gerne prøve kræfter med håndbolden.

Kom og prøv det i Hallen i Sørvad. Alle børn er velkomne!

Arrangementet er en del af Kulturfest TO GO i Sørvad.

Workshop og forestilling med Kibæk Cirkusklub

Gullestrup Borger- og Idrætsforening og Kulturfest Herning | Gullestrup Kultur- og Idrætscenter | 16.30-17.30

Oplev de dygtige artister fra Kibæk Cirkusklub, når de giver den fuld gas med alverdens cirkuskunster.

Arrangementet er en del af Kulturfest PÅ TUR.

Kulturfest PÅ TUR i Gullestrup

Gullestrup Borger- og Idrætsforening og Kulturfest Herning | Gullestrup Kultur- og Idrætscenter | 16.30-20.30

Igen i år ruller trailerscenen på tur rundt omkring i hele kommunen. På og omkring scenen finder du både cirkusartister, fællessang, lokale indslag, mulighed for at spise sammen og festlig musik med Søren Krogh og Blågræs. Alle er velkomne!

Teaterkoncert og Grillaften

Skibbild-Nøvling Borgerforening | Skibbild-Nøvling Idrætscenter Nøvlingskovvej 1A 7480 Vildbjerg | 17.00-20.30

Kl. 17.00 Vivaldis Vilde Liv
Forestillingen fortæller historien om komponisten Vivaldi. En skuespiller og fire musikere fra Ensemble Midtvest formidler på en overraskende, humoristisk og dramatisk måde den klassiske musik og Vivaldis livshistorie. Henvender sig til voksne + børn ned til 8 år. Gratis ved deltagelse i grillaften. Begrænset antal pladser.

Kl. 18.00 Fællesspisning – Grillaften for alle.
Pris: Voksen 110kr, børn 6-12 år 50kr, 0-5 år gratis. Tilmelding til koncert og spisning til Johannes på tlf. 23724152

Skibbild Invest donerer en is til alle.

Sidste tilmelding til spisning: lørdag d. 6/6.

Arrangementet er en del af Kulturfest TO GO i Skibbild-Nøvling.

Kender du den?

Gullestrup Borger- og Idrætsforening | Gullestrup Kultur- og Idrætscenter | 18.00-18.30

Kom hør en række klassikere i den dejligste, bløde indpakning.

Arrangementet er en del af Kulturfest PÅ TUR.

Teaterforestillingen VINGER AF VOKS

Teater Kild Mig og Huset no7 | Huset no7 | 18.15-19.30

Husker du dengang du fløj, men for højt? Blev du ved med at flyve, selvom vingerne smeltede? Husker du faldet?

Forstil dig at svæve i et vægtløst øjeblik.

Intet før, intet efter, kun et nu hvor alt du ved er, at det var det hele værd.

“Vinger af voks” er en devising forestilling, som henter inspiration i myten om Ikaros’ overmod. Den undersøger ungdommens ambitioner, solformørkelser og krakelererede heltefortællinger.

Med vinger af voks søger vi opad – mod lyset, mod friheden, mod solen. For vi drømmer om at skabe en ny verden og med overmod efterlade noget større end os selv.

Bag VOKS står gruppen “Teater Kild Mig”, som er Teaterhøjskolen Rødkildes teaterprojektgruppe.

Book din gratis billet her (obs: 5 kr. gebyr).

Cykeltur i Sørvad

Cykelklubben MedVind | Start og slut ved Sørvad Stadion | 18.30

Oplev Sørvad og omegn i godt selskab, når Cykelklubben MedVind inviterer en tur ud på jernhesten.

Arrangementet er en del af Kulturfest TO GO i Sørvad.

Det Skæve Kor

Gullestrup Borger- og Idrætsforening og Kulturfest Herning | Gullestrup Kultur- og Idrætscenter | 18.30-19.30

Kom og vær en del af det hyggeligste kor i kommunen – ja måske hele landet.

I Det Skæve Kor er der plads til alle, uanset om du er trænet sanger eller bare får en masse glæde ud af at synge velkendte sange i fællesskab med andre musikglade mennesker.

Under hele Kulturfest ugen har koret i forskellige konstellationer  på tur rundt i hele kommunen, og håbet er, at vi kan samle så mange sangglade mennesker fra hele kommunen, så koret kun vokser sig større.

Til dem der har lyst, så kan du også være en del af det store fællessangskor lørdag den 13. juni på Herning Bibliotek kl. 14.00.

Har du lyst til en times fællessang med godt humør, så kig endelig forbi. Her er der også plads til dig.

Arrangementet er en del af Kulturfest PÅ TUR.

Søren Krogh og Blågræs

Gullestrup Borger- og Idrætsforening og Kulturfest Herning | Gullestrup Kultur- og Idrætscenter | 19.30-20.30

Som koncertnavn er Krogh altid en stor musikalsk oplevelse, og selv om arven som historiefortæller kan være tung at løfte, så formår han bare med sine historier og sange at komme hele vejen rundt: Det er først og fremmest nærværende, det er sjovt og det er historier som publikum genkender sig selv i. Ekstra Bladets legendariske anmelder, Peter Nørgaard skrev da også: ”Så længe der findes folk som Hausgaard, Olsen og Krogh er den musikalske verden i Danmark ikke helt af lave”.
Og Krogh kommer da også vidt omkring i sin sangskrivning på ”Blågræs. Her er sange om utilpassede unge, gamle der får demens, aktiv dødshjælp, om en banjospiller fra Børglum der slår præsten ihjel, landbrugets forurening, unges mobilvaner, politikernes ignorering af provinsen … Bare for at nævne nogle af emnerne der bliver taget op af den gennemrutinerede sangskriver og entertainer.
Bandet Blågræs Kvartet består foruden af Krogh – sang, guitar og mandolin, Janus Bechmann – guitar, dobro, banjo og kor, Dennis Ahlgren – el-bas og kor og Jens Kr. Dam – trommer og kor.
Arrangementet er en del af Kulturfest PÅ TUR.

Men hvad sker der så de andre dage? Bliv meget klogere her:

Kulturen syder og bobler i Herning.Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med.

Felter markeret med * er påkrævet