Kulturklippekort – september 2024

SIDSTE CHANCE – BEGRÆNSET ANTAL TILBAGE – SIDSTE CHANCE

Kulturklippekortet er tilbage!

Vælg 3 fantastiske oplevelser for i alt 300 kr.

Få overblikket over de mange events, du kan vælge i mellem her på siden. Du finder også informationen på købssiden.

Kulturklippekortet sælges 13. – 30. september 2024.

Bemærk: der er et begrænset antal kulturklippekort og kulturklip. Først til mølle.

Hvis der ikke er flere kulturklip tilbage, kan det stadig være muligt at købe billet til ordinær pris hos de forskellige aktører. Salget af de enkelte kulturklip er muligt, når der er klip tilbage – eller indtil 7 dage før arrangementet finder sted (der kan være undtagelser).

Her kan du købe et kulturklippekort, som giver adgang til tre kulturoplevelser fra en lang – og lækker – liste over kulturkliparrangementer hos kulturstederne i Herning.

Et kulturklippekort koster 300 kr., og for det kan du selv vælge, om du vil opleve musik, teater, foredrag, fællesspisning, kunst eller historie. Dine tre kulturklip er dine!

Kulturklippekortet sælges kun i en begrænset periode. Der er et begrænset antal kulturklippekort og kulturklip – og det er først til mølle.

Det er kulturstederne og Herning Kommune, der i fællesskab giver DIG dette helt særlige tilbud.

 

Listen over de mange kulturklip finder du længere nede på siden – eller når du klikker “køb kulturklippekort”. Arrangementerne er fordelt hen over de kommende måneder.

Du vælger helt frit fra listen, men kan kun vælge det samme kulturklip én gang per kulturklippekort. Til gengæld kan du sagtes købe to kulturklippekort ad gangen!

Kulturklippekortet er en opfordring til at tage på kulturopdagelse i Herning. Prøve noget nyt, se lidt forskelligt. Måske endda noget, du ikke kender så meget til i forvejen.

God fornøjelse.

illustration

Indtil 24. november

Kunst og Kage på HEART, entré og kage for 2 personer (børn har gratis adgang)

Oplev Socle du Monde Art Festival, der handler om begrebet upcycling.
Under titlen ”DO IT” har HEART inviteret omkring halvfjerds kunstnere fra ind- og udland samt adskillige arkitekter, formgivere og kuratorer til at udvikle projekter og udstillinger. Når du har lyst til at bruge dit kulturklip, medbringer du kvitteringen til receptionen. Der udsendes ikke billetter.

HEART Museum

illustration

Resten af 2024

Kunstoplevelse på Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum, entré og kaffe for 2 personer (børn har gratis adgang)

2 entrebilletter inkl. kaffe/te, som kan nydes i vores café “Aages corner”. Oplev museets godt 2000 kvm med skiftende udstillinger af Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Kunst samt den faste samling af HKH Prins Henriks skulpturer. Hold øje med museets hjemmeside chpeamuseum.dk for mere information omkring aktuelle udstillinger.

CHPEA-Museum

illustration

Resten af 2024

Oplev historien på Tekstilmuseet, entré, gave og drikkevare/sødt for 2 voksne (børn har gratis adgang)

Kom helt tæt på historien om den midtjyske tekstilindustri – og hvordan boomet i 50’erne for alvor satte gang i området. I Herning Klædefabriks autentiske fabrikshaller kan du på dette kulturklip opleve udstillingen ‘Made in Midtjylland’, aktuelle særudstillinger og få en valgfri drikkevare, lidt sødt til ganen samt en af museets kendte karklude.

Klippet gælder for to voksne (børn har gratis entré) på en valgfri dag i hele 2024.

Der fremsendes ikke billet. Medbring blot kvittering for køb af klippekortet i Tekstilmuseets billetsalg. Museet har åbent tirsdag til søndag kl. 11-16.

Tekstilmuseet

illustration

Udvalgte dage indtil 28. november

Folkespisning i caféen i Huset No7, mad og drikke for 2 personer

Kom og hyg til lækker vegetarisk fællesspisning ved langbordene i Caféen i Huset No7. Når du har købt dit klip, kontakter du Caféen i Huset No7 på 96288625 eller cafeen@herning.dk for at booke den dato du ønsker at benytte dit kulturklip til. 1 klip indeholdser folkespisning for 2 personer inkl. 2 øl, vand eller sodavand. Der er folkespisning mandag-torsdag kl. 17.30. Det anbefales at bestille bord i god tid, da der ofte er udsolgt.

Huset No7

illustration

3. oktober kl. 20.00

Ben Caplan (CA), adgang for 1 person

Ben Caplan er et bemærkelsesværdigt canadisk musiknavn, hvis talent strækker sig ud over konventionelle grænser. Han er mest kendt for sin unikke blanding af folkemusik, klezmer, cabaret, blues og rock, der skaber en dybtfølt og dynamisk lyd, der er svær at glemme. Med sin dybe, raspede stemme og en imponerende udstråling har Caplan en umiskendelig tilstedeværelse på scenen, der fanger publikums opmærksomhed fra første øjeblik.

Du vil modtage billetterne på en mail senest 5 hverdage før koncerten.

Fermaten

illustration

4. oktober kl. 21.00

Lydmor, adgang for 1 person

Lydmor (aka Jenny Rossander) står aldrig stille i sit musikalske virke og udtryk. Sidst hun var på tour var det i akustiske klæder – og nu vender hun sig atter mod de elektroniske toner i en excentrisk blanding af alt, hvad der udgør Lydmor. Komplet med drama, sårbarhed og fuld smadder på sanseindtrykkene.

Space Tour koncerten indeholder elementer fra alle aspekter af Lydmor’s virke, men der er ikke nogen tvivl om at det visuelle kommer i højsædet. Der er store oplevelser i vente.

Du vil modtage billetterne på en mail senest 5 hverdage før koncerten.

Fermaten

illustration

5. oktober kl. 20.00

Salsa med Little Havana, adgang for 1 person

Fermaten holder Salsa-fest! Aftenen byder på livemusik fra et vaskeægte salsa-party-orkester, salsa-workshop for alle og salsa-DJ efter koncerten.

Little Havana breder sig fra tilbagelænet traditionel cubansk ”son”, kendt fra filmen ”Buena Vista Social Club”, til hypermoderne salsa/ timba-numre inspireret af vor tids Cuba.

Bestående af en flok glade og energifyldte musikere henvender Little Havana sig til både større og mindre arrangementer. Orkestret vil kunne spille op til fest for det danseglade publikum med mange dansevenlige numre og god energi. Samtidig vil små intime sammenhænge med et mere lyttende publikum også være et godt forum.

Du vil modtage billetterne på en mail senest 5 hverdage før koncerten.

Fermaten

illustration

17. oktober kl. 19.30

Backstage, adgang for 1 person

Glæd dig til et godt grin i selskab med altid veloplagte Karen-Marie Lillelund og Søren Dahl, når de to indtager scenen med ’Backstage – Komik i Kulissen’, som er nyskrevet comedy af Vase & Fuglsang.

I første akt følger publikum den turnerende duo Dahl & Lillelund i de allersidste forberedelser til deres nye show. Den bramfrie københavnerpige Karen-Marie og den sindrige jyske Søren ser ikke altid helt ens på tingene, så aftalerne sejler, mens alarmerende problemer sparkes til hjørne.
I anden akt oplever publikum duoen på scenen med det endelige show og kan more sig over udfaldet af alle forberedelserne fra første akt. Det går ikke ligefrem gnidningsfrit, men hylende morsomt bliver det alligevel, når de to kaster sig ud i selv de mest umulige projekter. Glæd dig blandt andet til at høre Karen-Marie synge Nik & Jay som bakkesang og Søren danse riverdance, ligesom de vil oplæse erotiske noveller og spille hele Sound og Music på bare ni minutter.

Fri placering ved 4-mands caféborde. Billetter tilsendes senest 5 dage inden arrangementsdatoen.

MCH Herning Kongrescenter / Herning Teater

illustration

23. oktober kl. 20.00

Tea Eater (US), adgang for 1 person

Ingen er sjovere i den post-apokalyptiske (eller nutidige) verden end Tea Eater. Med frontpersonen Tarra Thiessen, som også er kendt fra de New York-baserede bands Gustaf og Sharkmuffin, har Tea Eater skabt betydelige bølger af hektiske optrædener, surfrock-agtige grooves og numre om at hade DMV (Department of Motor Vehicles).

Deres debut-LP “Obsession”, produceret og mixet af Drew Vandenburg (Bambara/Faye Webster/Of Montreal), tilfører deres lyd en ny summende kraft, en invitation til at lægge din bagage fra dig og omdanne din neurose til noget værd at danse til.

Du vil modtage billetterne på en mail senest 5 hverdage før koncerten.

Fermaten

illustration

24. oktober kl. 19.30

Naturens Musik, adgang for 2 personer

Morten DD og Ensemble MidtVest. Til denne naturkoncert har vi inviteret den fremragende naturformidler og biolog Morten DD Hansen til at fortælle os om menneskets mange forskellige forbindelser til naturen omkring os. Om naturens afgørende nødvendighed. Om hvordan vi påvirker hinanden. Undervejs spiller ensemblet musik, der passer perfekt ind i naturtemaet, og vi lover en helt unik koncertoplevelse. Naturligvis!

Ensemble MidtVest

26. oktober kl. 11.00-13.00

Lørdagsværksted for de mindste, adgang for 1 barn 3-6 år og 1 voksen

2 timers værksted for børn i aldersgruppen 3-6 år, der arbejder sammen med en voksen. Vi arbejder fra kl. 11-13. Se mere på www.herningbilledskole.dk Ved køb af Kulturklippekortet er I tilmeldt og møder bare op.

Herning Billedskole

26. oktober kl. 11.00-14.00

Lørdagsværksted for børn 1.-7. klasse og familier, 2 deltagere

3 times værksted for børn og familier, der har lyst til at lave billedkunst. Går man i 1.-7. klasse kan man komme selv, men tag gerne hele familien med. Lørdagsværkstedet er åbent kl. 11-14, hvor vi arbejder under et givent tema eller kunstnerisk område. Se mere på www.herningbilledskole.dk Ved køb af Kulturklippekortet er I tilmeldt og møder bare op.

Herning Billedskole

illustration

26. oktober kl. 21.00

Chris Grey & The BlueSpand, adgang for 1 person

Det fynske funky-bluesband Chris Grey & The BlueSpand er på landevejen igen!

Bandet, som startede med at vinde Danish Blues Challenge helt tilbage i 2012, har med deres musikalske tæft og fantasi og en legende lethed vundet fans over hele verden, bl.a. for deres fantastiske videoer fra studiet, hjemme i køkkenet og resten af verden!

Forvent en aften med funky grooves, bluesy guitar, og et show solidt sammetømret i et fantasifuldt univers af humor, spilleglæde og stor musikalitet.

Du vil modtage billetterne på en mail senest 5 hverdage før koncerten.

Fermaten

illustration

27. oktober kl. 20.00

Wallis Bird (IRL), adgang for 1 person

Irske Wallis Bird er en naturkraft. Et af den slags talenter, hvor musikaliteten bare stråler ud af enhver bevægelse, og hvor nerve og rå power kombineres til en live energi, som blæser folk helt bagover, når hun optræder.

Siden hun udgav sit debutalbum i 2008 i London er det kun gået en vej – opad. Hun har vundet adskillige musikpriser – bla. to Meteor Awards (den irske Grammy) og den tyske Musikautorenpreis – og hun har turneret over hele Europa, Japan, USA og Australien både solo og med fuldt band.

De sidste par år har Wallis Bird optrådt med en række store orkestre, og hun har indledt et kreativt samarbejde med den tyske strygekvintet Spark om at skabe et helt nyt liveshow og album kaldet “Visions of Venus”. Her sætter de fokus på kvindelige komponister gennem de sidste 1000 år fra Hildegard von Bingen til Bjørk.

Du vil modtage billetterne på en mail senest 5 hverdage før koncerten.

Fermaten

illustration

28. oktober kl. 19.30

Næste år bliver øllet bedre, adgang for 1 person

Der sidder to mænd i en mandehule og smager på øl… Det kunne være indledningen på en vittighed, men i Erling Jepsens Næste år bliver øllet bedre er det skam ramme alvor for de to midaldrende mænd, Orla og Jørgen. De to karakterer bliver spillet af skuespillerne Thomas Mørk og Jesper Asholt.

Vennerne Orla og Jørgen har i årevis arbejdet på at raffinere både vin- og ølbrygning i håb om at vinde den lokale konkurrence i hjemmebryg. Den lidenskabelige interesse for hjemmebrygning drukner hverdagens sorger og livets bekymringer om børnene, der tager afstand fra deres fædre, konerne der er utro, og cheferne der er tyranniserende. I deres iver efter at få øllet til at blive bedre end sidste år, prøvesmager de på livet løs, og snart ligner det mere en afhængighed end en hobby.

Billetter tilsendes senest 5 dage inden arrangementsdatoen.

MCH Herning Kongrescenter / Herning Teater

illustration

2. november kl. 19.00

Allehelgenskoncert, Faurés Requiem, adgang for 1 person

Herning Kirkes Drengekor opfører Faurés berømte Requiem i samarbejde med MidtVest Pigekor og et professionelt orkester. Koncerten byde på en rørende og musikalsk oplevelse, hvor de smukke melodier, stemmer og instrumenter smelter sammen i kirkerummets akustik. Faurés Requiem er kendt for sin fredfyldte og trøstende tone, og denne opførelse vil helt sikkert berøre publikum dybt. Kom og oplev en uforglemmelig aften i Herning Kirke.

Den Jyske Sangskole

illustration

3. november kl. 12.00

Søndagsfrokost i Alhuset, musik inkl. frokost for 1 person

En dejlig frokost og derefter underholdning ved Jazz for To – som Hylder John Mogensen og Bjarne Liller.

Alhuset

illustration

7. november kl. 20.00

Brimheim, adgang for 1 person

Brimheim er en af tidens mest markante stjerneskud på den alternative pop- og rock scene – i Danmark og internationalt. Under kunstnernavnet – der på færøsk betyder “de brydende bølgers hjem” – har dansk/færøske Helena Rebensdorff på rekordtid etableret sig som en uundgåelig og toneangivende sort diamant.

Evigt grænsesøgende og umulig at sætte i bås, udforsker og udleverer Brimheim sindets mest intime afkroge og uforsonlige dybder. Det sårbare og hjerteskærende veksler med det brutale og storladne i kontrastfyldte og detaljerige produktioner, der, ligesom lyrikken, udfordrer de gængse genre-båse.

Du vil modtage billetterne på en mail senest 5 hverdage før koncerten.

Fermaten

illustration

8. november kl. 18.00

Mortensaften i Alhuset, underholdning inkl. mad for 1 person

Der er and og dans på menuen. Først en to retters menu og dernæst kaffe og dans ved Jens Sandager, Vejle.

Alhuset

illustration

10. november kl. 16.00

Sebastian Solo, adgang for 1 person

Sebastian har i over 50 år beriget os med et hav af sange – De sjove – alvorlige – poetiske – de nyere og gamle hits – det eminente guitarspil og ikke mindst nærværet med publikum gør Sebastians “Trubadurens aftentur” til en ganske særlig oplevelse.

Når Sebastian, alene på scenen møder sit publikum til Trubadurens Aftentur, får poesien for alvor vinger. Sebastian ledsager sine udødelige sange med anekdoter og underfundig humor og forener generationer med sange, der har været soundtrack til mange danskeres liv. Sebastian er en kunstner, der har noget på hjerte til både unge og ældre. Fra dem der lærte Sebastian at kende med Den Store Flugt og hans perlerække af albums op gennem 70erne og ind i 80erne. Over den lange musicalperiode med Ronja Røverdatter, Hodja Fra Pjort, Skatteøen, Cyrano og Pippi, men også numre som Rose, Måske ku’ Vi, Vårvise, Romeo, Her er en sang og nyere sange såsom Hjerterdanser og Pludselig.

Billetter tilsendes senest 5 dage inden arrangementsdatoen´.

MCH Herning Kongrescenter

illustration

12. november kl. 19.30

Madama Butterfly, adgang for 1 person

Puccinis mesterværk er en af verdens mest elskede operaer, som i gennemsnit bliver opsat én gang dagligt et sted verden over. Handlingen udspiller sig omkring Madama Butterfly, der via udødelige melodier fortæller den tragiske historie om en ansvarsløs og selvoptaget amerikansk løjtnant, der forelsker sig i en japansk geisha og gifter sig med hende.

Før forestillingen er der gratis operaintroduktion v/Den Jyske Opera kl. 18.30.

Billetter tilsendes senest 5 dage inden arrangementsdatoen.

MCH Herning Kongrescenter / Herning Teater

illustration

14. november kl. 19.30

Villanelle, adgang for 2 personer

Ensemble MidtVest inviterer publikum på en rejse til blæsernes univers i århundredeskiftet fra det 19.-20. århundrede i Frankrig.

Koncerten fortsætter temaet for sæsonens klassiske serie: hvordan forskellige komponister påvirkede hinanden og har fundet inspiration fra andre kilder i denne guldalder af fransk klassisk musik. Her vises, at alt er forbundet. To store sonater af Fauré, for fløjte og klaver og Poulenc, for klarinet og klaver, er udgangspunktet for denne spændende opdagelsesrejse.

Ensemble MidtVest

16. november kl. 11.00-13.00

Lørdagsværksted for de mindste, adgang for 1 barn 3-6 år og 1 voksen

2 timers værksted for børn i aldersgruppen 3-6 år, der arbejder sammen med en voksen. Vi arbejder fra kl. 11-13. Se mere på www.herningbilledskole.dk Ved køb af Kulturklippekortet er I tilmeldt og møder bare op.

Herning Billedskole

16. november kl. 11.00-14.00

Lørdagsværksted for børn 1.-7. klasse og familier, 2 deltagere

3 times værksted for børn og familier, der har lyst til at lave billedkunst. Går man i 1.-7. klasse kan man komme selv, men tag gerne hele familien med. Lørdagsværkstedet er åbent kl. 11-14, hvor vi arbejder under et givent tema eller kunstnerisk område. Se mere på www.herningbilledskole.dk Ved køb af Kulturklippekortet er I tilmeldt og møder bare op.

Herning Billedskole

23. november kl. 10.00-13.00

Croquistegning, 1 deltager

CROQUIS.
Du behøver ikke at have nogen forudsætninger for at deltage. Du skal selv medbringe materialer og inden kursusstart modtager du en mail med mere information. Se evt. mere på www.herningbilledskole.dk Ved køb af Kulturklippekortet er du tilmeldt og møder bare op.

Herning Billedskole

illustration

23. november kl. 20.00

Så længe jeg lever, adgang for 1 person

Selvom den folkekære sanger John Mogensen døde i 1977, lever han i bedste velgående i den danske folkesjæl. Nu kan du genopleve nogle af hans største evergreens, når skuespiller og sanger Rasmus Bjerg gæster MCH Herning Kongrescenter i rollen som dansktoppens ukronede konge.

Sammen med musikerne Lars DK og Nicholas Findsen fremfører Rasmus Bjerg de største klassikere fra en af dansktoppens mest populære sangere. Forestillingen kombinerer livekoncert, teater og et spektakulært visuelt show. Det hele skaber en medrivende og smittende stemning, der giver lyst til at synge med på ’Så længe jeg lever’, ’To mennesker på en strand’ og alle de andre hits fra John Mogensen.

BEMÆRK: Billetter via Kulturklippekortet er ståpladser. Billetter tilsendes senest 5 dage inden arrangementsdatoen.

MCH Herning Kongrescenter

 

illustration

23. eller 24. november kl. 11.00-15.00

Jul på fabrikken, entré og æbleskiver+drikkevarer for 2 voksne og 2 børn

Tekstilmuseet ligger i den gamle Herning Klædefabrik. Det er Hernings ældste fabrik, men d. 23. og 24. november forvandles den til julefabrik. Her kan børn og voksne sammen deltage i kreative workshops, og få masser af fine juleting med hjem. På dagen er der åbent i forskellige værksteder. Dagen igennem vil museets frivillige arbejde ved maskinerne, og i caféen sælges gløgg, æbleskiver, kage og varm kakao og kaffe.

Klippet gælder for to voksne og to børn samt æbleskiver og en drikkevare til jer alle.

Der fremsendes ikke billet. Medbring blot kvittering for køb af klippekortet i Tekstilmuseets billetsalg – I kan frit vælge mellem at komme enten d. 23. eller 24. november.

Tekstilmuseet

illustration

28. november kl. 20.00

Peter Sommer alene med Palle i verden, adgang for 1 person

Han er blevet kaldt en troubadour. Han er kendt for sin intense stemme og ærlige sange og sin finurlige leg med sproget. Nu kan Peter Sommer opleves i MCH Herning Kongrescenter. Dog ikke helt alene i verden, han har nemlig Palle med. Det drejer sig om den fremragende pianist Palle Hjorth, som akkompagnerer den stærke sangskriver, så de i fællesskab bringer lys i efterårsmørket. Duoen vil fremføre både nye, gamle, lånte og blå sange i ekstraordinære og stærkt medrivende versioner, og det hele bliver svøbt i et ekstravagant og elegant lys- og sceneshow.

Billetter tilsendes senest 5 dage inden arrangementsdatoen

illustration

29. november kl. 29.00

Mads og A-holdet, adgang for 1 person

Vi kender dem fra æteren, hvor de i årevis har drøftet og prøvet at løse danskernes daglige dilemmaer. Nu kan du opleve dem live. For Mads og A-holdet fra den populære podcast rykker ud til danskerne. Mads Steffensen udvælger den allerbedste trup til turen til Herning, og fra scenen vil de i vanlig stil belyse dine og resten af publikums store og små dilemmaer fra alle tænkelige og utænkelige vinkler. Men du vil opleve dem i en mere fri og løssluppen stemning end i podcasten. For intet bliver optaget, og derfor kan (næsten) alt siges. Det bliver derfor en helt unik oplevelse at overvære A-holdet dele ud af erfaringer, oplevelser og holdninger på en helt ufiltreret måde.

Billetter tilsendes senest 5 dage inden arrangementsdatoen.

MCH Herning Kongrescenter

illustration

29. november kl. 21.00

Baby In Vain, adgang for 1 person

Baby In Vain har konstant udviklet deres lyd siden de startede i 2010, og introducerer med hvert nyt album et nyt og dybere perspektiv. Kernen har altid været deres samspil, en måde at spille på som kun er opnåelig, når man har været venner for altid. Vokalharmonier, trommer, guitarer og til tider store strygerarrangementer udgør byggestenene til “Afterlife”. Mens disse værktøjer let kunne falde i nostalgiske fælder, gør Baby In Vain ikke det. De bliver i deres egen verden af samhørighed og evighed.

Du vil modtage billetterne på en mail senest 5 hverdage før koncerten.

Fermaten

illustration

1. december kl. 14.00

Northern Assembly, adgang for 1 person

Som et juletræ, der langsomt og nænsomt pyntes op til jul, har Northern Assembly i mange år udgivet én ny julesang hvert år. Bandets trofaste lytterskare venter tålmodigt på den næste, og nu er tiden omsider kommet til, at træet både må vises og spises.

Når Northern Assembly rammer Fermaten op til julen 2024, bliver det med et julerepertoire, som publikum allerede har taget til sig henover de sidste ti år. Hundredetusinder af afspilninger vidner om et nordisk band, der år efter år formår at fange både julens essens og publikums fantasi.

Man kan forvente en opløftende, storladen og frem for alt smuk koncert med vidunderlige harmonier, spændende livearrangementer og gode historier. Og ikke mindst godt julestemning.

Du vil modtage billetterne på en mail senest 5 hverdage før koncerten.

Fermaten

illustration

6. december kl. 18.00

Julefrokost med underholdning, musik og mad for 1 person

Hyggelig og traditionel julefrokost med musikunderholdning og dans ved Steen Nielsen, Give.

Alhuset

illustration

12. december kl. 20.00

Sunbörn, adgang for 1 person

Groovy solskins-beats og virtuose, jazzy blæsere mødes hos Sunbörn (tidl. KutiMangoes), i en nyskabende, global lyd der bygger bro mellem kulturer.

Musikken bevæger sig elegant gennem grænserne for jazz, fusion og global musik – og rummer både akustisk, håndspillet ekvilibrisme, jazzede arrangementer og moderne elektroniske klange.

Bandets seneste album, Sunbörn, udkom i april ’23 og repræsenterer sekstettens vision om at forene og inspirere: “Vi mennesker er alle født under den samme sol, og trods vores forskellige baggrunde og erfaringer, har vi det meste til fælles. Musikken taler til vores fælles menneskelighed i en tid, hvor verden har brug for at samles.” Musik til krop, intellekt og sjæl.

Du vil modtage billetterne på en mail senest 5 hverdage før koncerten.

Fermaten

illustration

14. december kl. 19.00

Dejlig er jorden – Julekoncert 2024, adgang for 1 person

Julestemningen er sikret, når nogle af Hernings dygtigste sangere og musikere slår tonen an til årets mest elskede højtid. Det foregår 14. december 2024 i MCH Herning Kongrescenter, hvor Hernings nye musikalske juletradition, koncerten ’Dejlig er Jorden’, fylder koncertsalen og publikums hjerter med smuk julemusik, varme og forventning.

De talentfulde sangere fra MidtVest Pigekor og Herning Kirkes Drengekor samt de erfarne musikere fra Ensemble MidtVest byder sammen med årets solister på julemusik på allerhøjeste niveau. Koncerten byder på velkendte toner og introducerer til herlig, ny julemusik, og så er der altid overraskelser på programmet – helt i julens ånd.

BEMÆRK: Billetter via Kulturklippekortet gælder kun koncerten kl. 19.00. Billetter tilsendes senest 5 dage inden arrangementsdatoen.

MCH Herning Kongrescenter

illustration

18. februar 2025

Jerk W Langer, adgang for 1 person

Det er aldrig for sent at hanke op i sit helbred. Tværtimod, siger læge og forfatter Jerk W. Langer, der gerne vil inspirere os til at få masser af leveår i fuld vigør og med energi og livsglæde.

I aften fortæller Jerk os om, hvordan ANTIINFLAMMATORISK KOST hjælper med at holde vægten, lindre smerter, løfte humøret, få blodtryk og kolesterol på plads, bevare en skarp hukommelse, styrke knoglerne, samt give mere energi og overskud.

Det populære COLLAGEN kan holde kroppen træningsrobust, lindre overbelastning, samt modvirke skader i sener og led, herunder gigt. Hør hvordan du få mere collagen i maden samt bedst supplerer med tilskud. Mon ikke der bliver tid til få svar på, om collagen også gør noget ved rynkerne?

Og så skal du måske overveje at springe morgenmaden over. FASTE kan formentlig gøre vores krop mere modstandsdygtig, holde os mentalt skarpe, hjælpe ved mange symptomer, muligvis endda beskytte mod aldring og sygdom, samt gøre det lettere at holde vægten.

Undervejs er der god lejlighed til at få svar på dine spørgsmål.

FOF, Herning

Disse kulturklip nåede du måske ikke…

Måske er du heldig, at der er helt almindelige billetter til salg endnu. Det finder du ud af ved at klikke på billedet.

illustration

19. september kl. 19.30

Kærlighed og mod, adgang for 2 personer

EMV spiller musik af LGTBQ+ komponister. Musikhistorien er fyldt med smukke fortællinger om kærlighed mellem mennesker. Vi hylder kærligheden og mangfoldigheden, når Ensemble MidtVest opfører velkendte klassiske værker af nogle af historiens mest bemærkelsesværdige komponister. Gennem musikken udforskes temaer som identitet, kærlighed og mod, med alt fra Tchaikovskys romantiske blomstervals til Chopins intime klaverværker.

Ensemble MidtVest

illustration

20. september kl. 17.30

Sensommerfest i Alhuset, spisning inkl. dans for 1 person

Kom til en hyggelig aften med spisning og underholdning ved Ronnie Flyvbjerg Olesen, Filskov (kendt fra Mariehaven m.m.). Efter spisningen er der dans ved Ronnie Flyvbjergs Trio. Der sendes billet per mail ca. 1 uge før arrangementet.

Alhuset

illustration

25. september kl. 19.00

Sportshistorie fra 70erne og 80erne, adgang for 2 personer

Til alle tider har sport været en del af historien, og i Danmark har vi en rig sportskultur. I et foredrag arrangeret af Historisk Forening i samarbejde med Museum Midtjylland og Museumsforening for Museum Midtjylland fortæller tre ”gamle” Herning sportsfolk historier fra Herning i 70’erne og 80’erne. Verner Blaudzun i Herning Cykelklub, Helge Sander i Herning Fremad og Liselotte Gøttsche Damgaard i Herning Badmintonklub. Sportskommentator Jimmy Bøjgaard, som har sine sportslige rødder i Herning Tennisklub, vil interviewe de tre ”gamle” sportsfolk og lokke historierne frem.

Der fremsendes ikke billet. Medbring blot kvittering for køb af klippekortet når I møder op til arrangementet.

Tekstilmuseet

illustration

26. september kl. 19.30

Bag Tæppet med Jesper Lundgaard, adgang for 1 person

Der er en unik og intim musicaloplevelse i vente, når MCH Musical inviterer til et musikalsk talkshow. Her får du spændende, anekdoter, musicalsange og medrivende fortællinger fra musicalens verden.

Det musikalske show foregår i inspirerende rammer på scenen i Teatersalen, hvor showet styres af MCH Musicals projektleder og kapelmester, Rasmus Steenberg. Her får han selskab af Jesper Lundgaard, der tilbage i 1994 startede sin musicalkarriere hos MCH Musical. Andre gæster på scenen tæller Kathrine Holmboe, der senest imponerede i ’Midt om natten’, og Jesper Damgaard, som blandt andet har medvirket i ’Beauty and the Beast’. Det bliver en rørende, interessant og ikke mindst morsom aften i musicalens tegn.

Billetter tilsendes senest 2 dage inden arrangementsdatoen.

MCH Herning Kongrescenter

illustration

28. september kl. 21.00

Sorten Muld, adgang for 1 person

Det prisvindende og anmelderroste orkester Sorten Muld er tilbage for fuld styrke. Og klar til endnu en turné! Folktronica-pionererne, der i 2022 fejrede 25 års jubilæum for deres gennembruds-album, ”Mark II”, spiller stadig med samme nerve og nysgerrighed, som da de for første gang gav de nordiske middelalderballader elektrisk stød tilbage i slut-90’erne. Siden dengang, har mellemøstlige instrumenter og inspirationer naturligt fundet vej til det vidtfavnende lydlandskab og givet nye nuancer til deres helt unikke univers. Til koncerten møder vi Ulla Bendixens nærværende sang i centrum for det bredtfavnende 6 mands-orkester. Nye og gamle sange i en orkestrering, der bevæger sig mellem det tyste nærvær og de himmelflængende udbrud.

Du vil modtage billetterne på en mail senest 5 hverdage før koncerten.

Fermaten

illustration

UDSOLGT SOM KULTURKLIP – KLIK PÅ BILLEDET FOR AT BESTILLE ALM. BILLET

10. oktober kl. 20.00

Dicte & The Diamonds

I snart tre årtier har komponisten, musikeren, produceren og sangerinden Dicte været synonym med integritet og kvalitet. Hun er blevet kaldt ”The Queen of Cool”, og siden sin debut med bandet Her Personal Pain i de allertidligste 90’ere har hun sendt hele otte plader på gaden. Desuden har hun leveret musik til et utal af film, tv-serier og teaterstykker. Nu annoncerer Dicte sit niende studiealbum, som udkommer i foråret 2024.

Spørger man nogle af landets musikanmeldere, så er en koncert med Dicte veloplagt og stålsat, der er magi og inderlighed og øjeblikke af skønhed mixet med rå attitude. Hendes sange kryber ind under huden på lytterne, de er rene, stærke, sfærisk og forfinede og altid med den stærke vokal i centrum. En anmelder har udtrykt det som ”en sanselig rejse man ikke har lyst til at vende hjem fra”.

Du vil modtage billetterne på en mail senest 5 hverdage før koncerten.

Fermaten

illustration

Udsolgt som kulturklip. Klik på billedet for at købe alm. billetter.

27. november kl. 19.30

De urørlige, adgang for 1 person

Glæd dig til en varm komedie om et uventet venskab, når Preben Kristensen og Arian Kashef spiller det umage makkerpar i teaterversionen af De Urørlige.

Teaterstykket er baseret på en af fransk films største succeser The Intouchables af Eric Toledano samt Olivier Nakache. Fortællingen bygger på den selvbiografiske roman Tu as changé ma vie af Abdel Sellou, der i bogen beskriver sin tid som hjælper for den franske aristokrat Philippe Pozzo di Borgo. Feel-good komediefilmen The Intouchables fra 2011 blev på kort tid den mest sete franske film på verdensplan nogensinde.

Billetter tilsendes senest 5 dage inden arrangementsdatoen.

MCH Herning Kongrescenter / Herning Teater

Kulturen syder og bobler i Herning.Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med.

Felter markeret med * er påkrævet