KulturKlub Herning F26 – Tilmeld dig her!
KulturKlub Herning er tilbage med et brag af en forårssæson!
På siden her kan du tilmelde dig netop den klub, der vækker DIN interesse!
Hvad er KulturKlub Herning?
Byd velkommen til KulturKlub Herning F26!
KulturKlub Herning faciliterer separate, fokuserede grupper indenfor netop DIN kulturinteresse. Dit medlemskab i klubben giver dig adgang til 3 arrangementer indenfor denne interesse, samt et opstartsarrangement med fællesspisning, som du alle deltager i sammen med andre, der deler din passion.
Er du til klassisk musik? Tunge beats? Måske er du vild efter ny viden, eller elsker at udforske forskellige kultures musiktraditioner?
Uanset hvem du er, eller hvad du er til, er der garanteret en klub for dig!
Vores dygtige KulturGuider vil sørge for, at der er fantastisk stemning for deltagerne hele vejen igennem både før, under og efter arrangementerne. I KulturKlub Herning er fællesskabet og kulturen 2 lige bærende søjler. Din nye koncertmakker, foredragspartner eller måske endda ven kan meget vel gemme sig her, og for at finde dem, kræver det kun, at du springer ud i det.
Som noget nyt i denne sæson, er der et opstartsarrangement før hver klub, hvor din klub sammen deltager i fællespisning på enten Højhuset Kulturhotel eller Huset No7 få dage inden det første kulturelle arrangement – og det er selvfølgelig inkluderet i prisen! Drikkevarer er dog på egen regning.
Hyggen, samværet og gode kulturoplevelser er lige om hjørnet; Vi glæder os til at byde velkommen til KulturKlub Herning!
Nedenfor finder du en liste over de 6 klubber, du kan tilmelde dig dette forår. Tilmeldingen foregår via de tilknyttede links, der fører dig videre til Place2Book. Du betaler 400kr for at blive medlem af en klub, og giver i forbindelse med købet lov til, at HerningErKultur må videregive din kontaktinformation til den KulturGuide, der er tilknyttet klubben. Når tilmeldingsfristen til din klub er overstået, vil du og dine klub-kammerater blive kontaktet af jeres KulturGuide, som derfra bliver jeres kontaktperson gennem hele processen.
KulturGuiden aftaler alt fra mødested, tidspunkt og øvrige praktiske detaljer med jer forud for hvert arrangement. KulturGuiden tager med jer til alle 4 arrangementer, og bliver jeres bindeled mellem hinanden. Jeres KulturGuides fornemmeste opgave er at sørge for, at alle er tilpasse og glade i klubben. Du er med andre ord i rigtig gode hænder fra øjeblikket, du tilmelder dig.
Vi anbefaler og opfordrer til, at du melder dig til klubben alene, så fællesskabet hjælpes rigtig godt på vej.
Hvordan fungerer KulturKlub Herning i praksis?
Tilmeld dig én eller flere af KulturKlubberne herunder:
Er du til store musikalske arrangementer, klassiske stykker musik og en helt unik type koncerter? Så er KlassiskKlubben lige noget for dig! Her kommer du til at opleve:
- Askou og Andersen Duo: Denne aften i Alhuset er af helt særlig karakter, hvor I kommer til at nyde en koncert med duo’en Askou og Andersen. Violinist Hanne Askou og accordeonist Frode Andersen er begge solistklasseuddannede klassiske musikere med et alsidigt virke i dansk musikliv. Denne koncert har titlen “Farvernes Landskab”, og hos Alhuset bliver der serveret aftensmad forud for koncerten.
- Budskaber: Denne koncert med Ensemble MidtVest har sæsontemaet “Budskaber”; en koncert om nærhed og afstand, minder og meddelelser – båret af musik, der taler på tværs af tid og sted. Denne eftermiddag dykker I ned i trekantsdramet mellem mellem Robert og Clara Schumann og Johannes Brahms. En historie, vi i høj grad kender gennem deres breve til hinanden – fulde af følelser, længsel og respekt. Koncerten spilles i Herning Valgmenighedskirke.
- Operaperler: Hvorvidt du er en passioneret opera-kender eller blot har interesse for operaens medrivende univers, kan du glæde dig til at overvære operaens mest populære melodier. “Operaperler” er et nyt koncept hos MCH, som udspiller sig for første gang denne aften. Sammen med Danmarks Underholdningsorkester indtager Jens Søndergaard, Anders Kampmann og Clara Cecilie Thomsen scenen og inviterer publikum til en aften fyldt med varme, drama, gnister og glans.
Hele forløbet starter med en fællesspisning på Højhuset Kulturhotel.
Tilmeld dig KlassiskKlub her. Der er et begrænset antal pladser, så skynd dig at sikre medlemskab inden tidsfrist d. 19. april.
Er du vild med kunst og historie, og vil du have et eksklusivt kig bag kulissen hos 3 af kommunens museer? Så er MuseumsKlubben med garanti lige noget for dig! Her kommer du til at opleve:
- Rundvisning på HEART Museum: Herning Museum of Contemporary Art er opstået i grænselandet mellem kunst og erhverv og er båret frem af den passionerede skjortefabrikant Aage Damgaard (1917-1991), som har skabt fundamentet for museets samling. Herning Kunstmuseum blev til i 1977, og åbnede d. 9. september 2009 i en helt ny bygning tegnet af den amerikanske arkitekt Steven Holl. Ved indvielsen ændrede museet navn til HEART. Denne dag får du en rundvisning og hører meget mere om museet og dets udstillinger. Rundvisning fra 12.00-13.00 og fri leg fra 13.00-14.00.
- Rundvisning på Tekstilmuseet/Museum Midtjylland: Museum Midtjylland består af fire kulturhistoriske museer, som hver især fortæller en bid af den midtjyske historie. Både den som er flere tusinde år gammel. Og den som stadig lever i minder, mennesker og håndværk. Denne dag bliver I vist rundt på Tekstilmuseet. Her kommer du helt tæt på historien om den midtjyske tekstilindustri – og hvordan boomet i 50’erne for alvor satte gang i området. I Herning Klædefabriks autentiske fabrikshaller kan du opleve udstillingen Made in Midtjylland, komme i arbejde på Børnefabrikken eller se nærmere på de store, gamle maskiner. Rundvisning fra 17.00-18.00 og fri udforskning fra 18.00-19.00.
- Rundvisning på CHPEA Museum: Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum rummer en enestående samling på mere end 6000 af kunstnerægteparrets malerier, akvareller, skulpturer, mosaikker m.m., hvoraf hovedparten blev generøst doneret af Carl-Henning Pedersen selv til Herning by før museets åbning i 1976. Med sin voldgrav og keramiske fliser, der befolkes af magiske væsner og frit svævende fantasifigurer i rødt, grønt og blåt, står den originale runde museumsbygning som en hyldest til Carl-Henning Pedersens ekspressive, folkekære fabelkunst. I 1993 kom den pyramideformede udvidelse til – som en hilsen til Else Alfelts lyrisk-abstrakte bjerglandskaber – og i 2015 udvidedes museet med en underjordisk forbindelsesgang imellem den eksisterende museumsbygning og Angligården, hvor man finder Carl-Henning Pedersens monumentale mosaik fra 1968, Fantasiens leg om livets hjul. Denne dag vil I få et endnu større indblik i museets tilblivelse og ægteparret, der fik det hele til at ske. Rundvisning fra 16.00-17.00 og fri udforskning fra 17.00-18.00.
Hele forløbet starter med en fællesspisning på Højhuset Kulturhotel.
Tilmeld dig MuseumsKlub her. Der er et begrænset antal pladser, så skynd dig at sikre medlemskab inden tidsfrist d. 19. april.
Er du til en af de måske mest omdiskuterede musikgenrer nogensinde, og elsker du at drømme dig væk i lyden af sprøde rytmer, spændende skalaer og improvisation? Så er JazzKlubben helt sikker noget for dig! Her kommer du til at opleve:
- Clothing Club: Glem alt om melankoli, modløshed og ensomhed. Clothing Club får dig til at bobbe med hovedet, smile og være til stede i nuet med deres fusion af jazz og hip-hop. Når de tre musikere indtager scenen, inviteres publikum ind i et nærværende og legende rum, som oser af spilleglæde og godt humør. Keys, bas, trommer – mere skal der ikke til for at skabe din næste yndlings lo/fi club-fest. Clothing Club drømmer om at klæde folk bedre på i den mentale garderobe og lade lytteren mærke, at selv i de mørkeste tider kan vi tage en mental sommerskjorte på og give os hen til samhørighed, glæde og lys.
- Forårsjazz: Vel mødt til jazz-matiné på Højhuset Kulturhotel! Denne eftermiddag kommer I til at nyde tonerne af TLZ Jazzband bestående af musikerne Finn Odderskov på saxofon og klarinet, Peter Bjerrum på trommer m. sønnen Gustav Bjerrum på mundharmonika, Flemming Frank på bas og Jens-Hagen Brandt på piano/keyboard.
- All Time Jazz Band: Denne aften er der dømt jazz i sommerteltet hos Alhuset, når All Time Jazz Band kommer forbi for at forkæle jeres ører. Det er traditionel jazz, som man kender den, og All Time Jazz Band er blevet et af landets mest brugte Jazz Bands. De har kontakt med et meget bredt publikum – også udenfor de traditionelle jazzkredse.
Hele forløbet starter med en fællesspisning på Huset No7.
Tilmeld dig JazzKlub her. Der er et begrænset antal pladser, så skynd dig at sikre medlemskab inden tidsfrist d. 3. maj.
Er du helt pjattet med rock, elektronisk musik eller måske endda fusion? Så er EnergiskKlubben lige noget for dig! Her kommer du til at opleve:
- AySay: AySay er et band, der forener anatolske folketraditioner og nordisk elektronika gennem forsanger Luna Ersahins rødder. På tyrkisk, kurdisk og dansk, skaber de et psykedelisk rum, hvor grænser opløses, og kun den rå menneskelige oplevelse står tilbage – et sted mellem håb og håbløshed. Med deres levende koncerter og unikke kulturelle udtryk fortsætter AySay med at tryllebinde publikum og udvide forståelsen af, hvad populærmusik kan være.
- SILO: SILO er et musikalsk samarbejde mellem nogle af 80’ernes og 90’ernes mest markante musikere fra både Aarhus og København. Bandet samler stærke kræfter fra det danske musikmiljø og forener deres erfaring, musikalitet og spilleglæde i et unikt lydunivers. Bag kompositionerne står Torben Egeris, en central figur i Aarhus’ pulserende musikscene gennem flere årtier. Hans sange er en befriende og dynamisk blanding af progressiv rock, funky pop og nuancer af jazz, blues og latin.
- Belli: Oplev en aften i nostalgiens og rockens tegn, når Michel Belli træder op på scenen og hylder sin far, den legendariske Peter Belli, i en varm og personlig koncert. På scenen står Michel ikke alene – han flankeres af et stærkt hold musikere, som alle har delt scenen med Peter Belli gennem årene. Sammen skaber de en koncert fyldt med nærvær, musikalsk kvalitet og ægte følelser.
Hele forløbet starter med en fællesspisning på Højhuset Kulturhotel.
Tilmeld dig EnergiskKlub her. Der er et begrænset antal pladser, så skynd dig at sikre medlemskab inden tidsfrist d. 12. april.
TILMELDINGEN ER LUKKET
Er du helt vild med at dykke ned i andre kultures musikalske traditioner? Så er VerdensmusikKlubben sikkert lige i din smag! Her kommer du til at opleve:
- Phønix og SangKa: Der er lagt op til en helt speciel koncertoplevelse, når Phønix inviterer den kinesiske Guzhengspiller SangKa med på scenen. Sammen skaber de et helt nyt og unikt lydunivers, i mødet mellem to meget forskellige musikalske traditioner. Guzheng’en har en drømmende harpe-agtig pentaton lyd, som på smuk vis spiller op imod Phønix’ energiske og groovende melodier og sange. Det bliver en koncert på højt musikalsk niveau, med vægt på nærvær, energi, virtuositet og et stærkt visuelt udtryk.
- Nashville Nights: Denne aften forvandles MCH Herning Kongrescenter til centrum for autentisk countrymusik, når Nashville Nights Herning samler amerikanske stjerner og danske topnavne til en uforglemmelig koncertoplevelse. Du kan se frem til en aften fyldt med energi, sjæl og stærke musikalske fortællinger, hvor cowboyhatte og store stemmer sætter scenen. Det stjernespækkede program byder blandt andet på amerikanske Craig Wayne Boyd, Kensie Coppin og Noah Smith samt Danmarks egen countrydronning Ester Brohus.
- Hawa Kassé Mady Diabaté: Oplev en intens og dragende koncert, hvor urgamle traditioner møder nutidig nerve og vokal kraft. Hawa Kasse Mady Diabates koncerter giver et sjældent indblik i griot-kunstens sjæl og hylder det afrikanske kontinents fineste, mest nuancerede og sublime musik. Hawa viderefører arven fra sin afdøde far og de sange, hun voksede op med i Kela, et af de vigtigste musikalske centre i griot-verdenen. Grioter er mestre i at formidle historier og historie mundtligt – en dybt forankret afrikansk tradition.
Forløbet indeholder en fællesspisning på Højhuset Kulturhotel. Bemærk, at fællesspisningen i dette tilfælde er 2. arrangement, og ikke opstartsarrangement.
Tilmeld dig VerdensmusikKlub her. Der er et begrænset antal pladser, så skynd dig at sikre medlemskab inden tidsfrist d. 10. april.
TILMELDINGEN ER LUKKET
Elsker du at blive klogere på alverdens spændende emner, og er du vild med at møde fagpersoner? Så er ForedragsKlubben lige noget for dig! I ForedragsKlubben kommer du til at opleve:
- Når klassisk musik og sport mødes: Koncertforedrag. Ser man nærmere på vejen til at blive eliteidrætsudøver eller professionel musiker, er lighederne slående. Begge fag kræver målrettet træning fra en tidlig alder – med henblik på at præstere og være sit bedste jeg i de få øjeblikke, man står på scenen… eller banen. I denne koncertserie bringes de to verdener sammen. Du kan høre om de fællestræk, der præger sport og musik, og hvad de to discipliner kan lære af hinanden. Du får også inspiration til at lytte til musik med sportsfanens blik – eller se en sportsbegivenhed med en musikers ører. Du bliver guidet af sportsjournalist og forfatter Hans Krabbe.
- Thomas Sillesen: Denne aften får I besøg af Thomas Sillesen, dansk iværksætter og bosat i Ukraine siden 2019. Fra havnebyen Odessa driver han ingeniørvirksomheden Akkerman og har – siden Ruslands invasion i 2022 – været en markant stemme i danske medier, blandt andet i DR’s Genstart. I en nærværende samtale med filmproducer Anders Harboe folder Thomas fortællingen ud om at være iværksætter i en krigszone. Det bliver en aften med både alvor og smil, når vi hører om krig og korruption, men også om menneskelighed, mod og en dyb kærlighed til Ukraine.
- Nicklas Brendborg: Hvorfor er det så svært at kvitte de dårlige vaner? Dét og meget mere kan du blive klogere på denne aften, når forfatteren bag bestselleren ’Gopler ældes baglæns’, Nicklas Brendborg, besøger MCH. I sit nye foredrag ’VANEDYR’ tager Nicklas udgangspunkt i fortællingen om individet mod topforskere og højteknologi – og hvordan du kan tage kontrollen tilbage. Her forklarer han, hvorfor du har svært ved at droppe de dårlige vaner og hvilke værktøjer, du kan benytte til at minimere dem. Med formidabel fortælleevne og stort videnskabshistorisk overskud kommer Nicklas bredt omkring og dykker ned i hverdagsscenarier, vi alle kender – såsom hvorfor du ikke kan lade chipsposen stå, hvorfor du ikke kan stoppe med at scrolle eller slippe din Netflix-serie.
Hele forløbet starter med en fællesspisning på Højhuset Kulturhotel.
Tilmeld dig ForedragsKlub her. Der er et begrænset antal pladser, så skynd dig at sikre medlemskab inden tidsfrist d. 12. april.
TILMELDINGEN ER LUKKET
Vi glæder os til at byde dig velkommen i KulturKlub Herning F26!
Vi gør opmærksom på, at der er et minimumsdeltagertal nødvendigt for, at en klub kan gennemføres. Skulle den klub, du har tilmeldt dig, ende under det nødvendige deltagerantal, får du besked, og betalingen vil selvfølgelig blive refunderet til dig.