Ny kultur-database skal gøre det lettere at blive kulturaktør i Herning
…men hvorfor er der brug for det?
Herning er en stærk kulturby med mange ressourcer; og med Kultur-Kortet Herning bliver disse ressourcer nu tilgængelige og synlige for kulturaktører i byen!
Det er ingen hemmelighed, at Herning kan noget med kultur – men selvom det ikke er hemmeligt, er der måske ikke så mange der ved det, som man lige skulle tro.
Er man allerede en del af byens kulturscene, er man sikkert klar over, at Herning faktisk svømmer i fantastiske kultursteder, tilbud og ressourcer; men hvordan skal man som privatperson eller aspirerende kulturskaber opdage det? Måske er man slet ikke klar over, at der er ressourcer, man kan benytte sig af. Måske ved man, at ressourcerne findes, men man er i tvivl om, hvordan man kontakter dem, benytter sig af dem eller bare, ja, bliver en del af den blomstrende kulturscene i Herning.
Det er blevet besluttet, at der må gøres noget ved det. Derfor er Kultur-Kortet Herning nu blevet en realitet. Håbet er, at folk kan benytte sig af denne hjemmeside til at blive klogere på Hernings kulturscene, og måske endda engagere sig endnu mere i den – men hvad bunder dette behov egentligt i?
Hvorfor er der et behov for fokus på kulturmulighederne i byen? En personlig beretning fra en ung herningenser…
“Jeg har boet i Herning hele mit liv, side om side med masser af andre jævnaldrende – lige indtil vi blev studenter. Så snart huen kom af, og arbejdstøjet kom på, var det som om alle mine venner løb om kap for at nå først til Århus eller København. Jeg tog et kontroversielt valg om at blive boende i Herning, og det er blevet mødt af modstridende respons fra flere af mine gamle venner og bekendte, der nu ser sig selv mere som anti-Herningensere end noget andet, og helst ikke nævner deres ophav i sociale sammenhænge.
“Føler du ikke, du går glip af noget?”
“Der er bare så mange muligheder i storbyen!”
“Hvad laver man overhovedet i Herning?”
Der er kommet sådan et underligt stigma omkring at være herningenser – og så endda af eget valg! Og for alt i verden kan jeg ikke gennemskue, hvilket belæg det stigma har. Det er for mig at se et indholdsløst argument, at Herning ikke har noget at byde på for unge mennesker; et argument der vel nok bunder i udbredt uvidenhed og den stålfaste principsag, mange unge har om, at storbyen er absolut overlegen.
Hele den stjerne-øjnede forestilling om storbyen bunder for nogle måske også i, at man kan blive til noget indenfor kulturen der; men de har måske slet ikke overvejet, at kulturen faktisk trives på højeste plan lige her, hjemme i mor og fars baghave.
Jeg har erfaret noget i min forholdsvist korte tid på arbejdsmarkedet, som jeg er bange for, der ikke er mange, der er klar over: de mindre byer ser dig som et menneske, der har valgt byen til – og det gør, at du bliver set, hørt og taget seriøst, når du tager din ungdommelighed udenpå tøjet og spankulerer ind på en kultur-arbejdsplads med en vision og uden et nødvendigvis specielt enestående CV.
Det er som om, folk ikke tager det ind. De lytter ikke, når jeg fortæller om det, og det er som om, de har et behov for at skyde belæggene ned – i et håb om at forstærke troen på deres egne karrierevalg måske? Hvem ved. Jeg har bare et tiltagende behov for at udbryde: DU BEHØVER IKKE STIKKE AF FOR AT BLIVE TIL NOGET!
Kulturen trives bestemt i storbyen, ingen tvivl om det. Men det argument er ikke lig med, at den så ikke gør det i de mindre byer, eller at man skal være mindre stolt og ambitiøs for at udvikle og udvide kulturscenen der – måske endda tværtimod.
En brændende vigtig pointe er, at man for alt i verden ikke må se det, at arbejde med kultur i en mindre by som en “step-back” – eller der hvor man bliver nødt til at starte, for at rykke op i rangen og ultimativt ende med at arbejde i en storby. Drømmen om storbyen er absolut en helt okay drøm, og helt sikkert det rigtige valg for nogle – men en fyldestgørende kulturkarriere eksisterer ikke kun i en by med 100+ tankstationer, og jeg kan blive nervøs for, om mange unge skynder sig til storbyen fordi de tænker, det er der, de har størst sandsynlighed for at brillere.
Håbet er, at denne hjemmeside kan være en ekstra fed understreg under netop den pointe. Kulturen trives her, frøene blomstrer og kollegaskabet mellem forskellige kulturaktører styrkes hver eneste dag – for vi har alle sammen en drøm om, at vores by fortsat skal sætte sit kulturelle præg på landet. Og det gør den nemmest, hvis vi er flere der samarbejder, vokser og tager hånd om opgaven.
Et enkelt blik på den hjemmeside, der kun rummer en brøkdel af kommunens ressourcer, langt de fleste som er skabt af frivillige ildsjæle, bør være nok til at kunne opfange en del af pointen. Der er passion, originalitet og gå-på-mod i den her by. Og det er værd at sætte fokus på.”
Kultur-Kortet Herning; en kultur-database, der bare giver mening!
Kultur-Kortet Herning er en hjemmeside, hvis formål er at samle, informere og synliggøre de forskellige kultur-ressourcer kommunen gemmer på – en form for kultur-database. Hjemmesiden er for både kulturaktører, foreninger, privatpersoner – hvem som helst, der er nysgerrige på, hvordan netop de kan benytte sig af kulturressourcerne.
Hjemmesiden er æstetisk og overskueligt indrettet, og man kan sortere mellem ressourcer efter de følgende kategorier:
Venues (eks.: scener, spillesteder, koncerthuse…)
Udstilling (eks.: museer, udstillingssteder, udstillingspladser…)
Fællesskab (eks.: frivillig foreninger, selvskabte fællesaktiviteter, klubber…)
Kreativ Produktion (eks.: studier, krea værksteder, pladeselskaber, øvelokaler…)
Samlingssteder (eks.: kulturhuse, kulturcaféer, biblioteker…)
Økonomisk støtte (eks.: puljer, foreninger, fonde…)
Ressourcer til projektafvikling (eks.: sparringspartnere, hjælpende hænder, bookingtilgængelige venues…)
Kulturressourcerne er så placeret der, hvor de hører til, og der kan man browse og læse nærmere om hver enkelt – hvad det er, og hvad man kan bruge ressourcen til – og man kan blive ført direkte videre til ressourcens egen hjemmeside, sociale medier og lignende.
Kultur-Kortet Herning er blevet oprettet med stor hjælp fra Frontløberne, herunder Liam Nilsen, Manager Community Radio & Communication og Aneta Camo, medlem i Frontløberne og selvstændig front-end developer.