Ny skrivecafé byder på netværk og fællesskab

Cafékoncepter på Herning Bibliotek har haft stor succes. Nu startes der endnu ét op – en skrivecafé. Her samles folk, som holder af at skrive, være det romaner, noveller, eventyr, digte eller noget helt femte.

– Alex Quottrup

Det var en hyggelig lille gruppe, som mødtes til opstartsmødet på den nye skrivecafé. Otte deltagere og to bibliotekarer sad rundt om kaffebordet og snakkede om skriveri. Vi var alle meget forskellige. Der var mange aldersgrupper repræsenteret, forskellige fortrukne genrer, nogle skrev på engelsk, nogen havde været udgivet, selv hvor folk kom fra, var meget forskelligt – nogen var rejst helt fra Aarhus for at være med.

Da først vi havde talt os varme, kørte snakken derudaf. Introduktioner af os selv og vores skriveprojekter kom til at tage en halv time alene på grund af sidespor om skriveteknikker og udgivelsesmetoder. Entusiasmen var til at tage og føle på. Alle havde hver deres idé eller projekt, og den passion holdt snakken i gang.

Imellem alle sidesporene fik vi diskuteret, hvad vi ønskede at få ud af skrivecaféen fremover. Baseret på den samtale bliver skrivecaféen et fællesskab af snakkesalige, litterære nørder, som hjælper hinanden med konstruktiv kritik, idéer og motivation. Det bliver en gruppe, hvor man kan udveksle idéer og viden om alt fra skriveteknikker og worldbuilding til udgivelse og markedsføring. Flere var også åbne for at mødes på andre tidspunkter, bare for at sidde sammen på biblioteket og skrive.

Da mødet blev rundet af efter en times tid, havde vi en grov plan for de næste to møder. Det ser ud til, at alle har planer om at vende tilbage til første officielle skrivecafé, som bliver mandag den 16. marts klokken 17:00. Planen for mødet ligger ikke fast endnu, da programmet skal laves af deltagerne selv. Til det er der oprettet en Facebook gruppe. Gangen efter vil bibliotekarerne forsøge at finde én, som kan komme og holde foredrag om hvordan man bliver udgivet.

Er du interesseret i at komme med til næste møde, kan du læse mere på Facebook gruppen eller skrive til bibliotekaren Signe på bibsfr@herning.dk.

Kulturen syder og bobler i Herning.Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med.

Felter markeret med * er påkrævet