Scene7 har fået ny leder – og nye planer…

Det blev ingen ringere end Thomas Rask selv. En ung mand, der trods sin unge alder har flere år på bagen når det gælder kultur, events og målgruppeinvolvering.

Jeg tog inden jul et smut forbi Thomas på Scene7, hvor vi fik et rundstykke og en kop kaffe på kontoret. Det måtte simpelthen være på tide, at Scene7’s historie blev fortalt, så en bredere målgruppe ved, hvilken perle der gemmer sig lige i baghaven. Dette, besluttede vi, måtte gøres med en fortælling om huset i sig selv og også om den nye leder, der nu skal varetage det.

Thomas er herningenser, født, opvokset og levet.

“Jeg havde lige et enkelt år i Silkeborg, men det snakker vi ikke om. Jeg er fuldblodsgerningenser.”, siger Thomas, der nu er flyttet tilbage til rødderne i Gjellerup.

Thomas Rask er 24 år gammel med 8 års erfaring. Han startede som 16-årig med at lave events i vækstlaget i det ungdomshus, han var frivillig i. Det kunne være alt fra punk-koncerter og endagsfestivaller med lokale gymnasiebands til fashionshows og udstillinger – faktisk bare alverdens events for unge og sammen med unge.

Som det ofte går, når man engagerer sig i frivilligt arbejde, fik han mere og mere ansvar i ungdomshuset, og endte med at blive formand. Og det var en type undervisning, man ikke får i skolen. Han fandt ud af, at det var kultur og events, han skulle arbejde med på lang sigt, og i den forbindelse droppede han ud af gymnasiet, og udvidede sit portfolio. Han endte i alderen 16-19 med at arbejde på fuldtid for 0 kroner, bogstaveligt talt, men hvad det ikke gav i løn, gav det til gengæld i erfaring.

Som 19-årig, efter mange år med arbejdshandskerne på, startede han på – og færdiggjorde – en HF, og dernæst tog han på VIA University College for at uddanne sig indenfor branding og marketing. Under sin uddannelse fik han arbejde på Huset No7, først på 4 timer til at afvikle ungefællesskabet Justérbart. Lige så stille begyndte han at gå op i timer, først til 8, så til 16, dernæst til 30. Her arbejdede han så videre, efter han blev færdiguddannet i 2024.

Årene på Huset No7 gav yderligere viden og erfaring – og blod på tanden. Så nu var det tid til at prøve noget nyt. Og da muligheden kom, så var der ikke megen tvivl om, at det var Scene7, der kaldte.

Thomas er kommet på Scene7 siden han var bare 14 år, og kender dermed dens kerne, og hvad der gør Scene7 til noget helt specielt.

Jeg spørger ham, hvad Scene7 sådan helt konkret er, og han svarer:  “Jamen vi kan snakke om, hvad det ikke er først. Det er ikke et spillested, det er ikke en teaterscene, comedy-scene – men det kan være det, og det er der, det bliver kompliceret. Det er i princippet blot en kulturel ramme, der indeholder en bar, en scene og al teknik. Det vil sige, at Scene7 kan bruges til afholdelse af alle typer kulturelle events så længe, de er åbne for offentligheden.”

Og det er faktisk super godt opsummeret. Scene7 er borgerens kulturscene, og der hvor alle har muligheden for at stable et offentlige event på benene, ganske gratis. Det koster nemlig intet at booke huset. Så det er ikke et spillested, som vi kender det, hvor der er ansat bookere og afviklere – det er det, som borgerne selv står for. Det er altså ikke Thomas, der bestemmer, hvilke arrangementer der skal være.

“Scene7 er ikke mit, og vil aldrig blive mit. Scene7 vil altid forblive borgernes – jeg er her bare til at sørge for, at man kan bruge det. That’s my job.”, siger Thomas selv.

Der har været et væld af forskellige typer events i huset gennem tidens løb. Bare i løbet af de få uger, han på tidspunktet af vores samtale har været ansat, fortæller han, at der har været ukrainsk stand-up og technofest, og at i resten af måneden ville der komme et Great Gatsby event samt Julebas. Jeg er heller ikke selv fremmed i huset, og husker både punk-koncerter, skater-fester samt kreative workshops for blot at nævne et par stykker. Med det rette gå-på-mod kan huset forvandles til hvad som helst. Men hvis det ikke er arrangementerne, Thomas står for, hvad er så hans opgaver fra dag til dag?

Thomas har desuden et godt forhold til de forrige leder og koordinatorer – både Carsten Gjerløv og Stig Christensen samt dem, han kalder ‘de 2 Anita’er’ – her er der tale om Anita Sækkelund og Anita Marinussen, som gennem Rytmisk Musik Herning (RMH) bærer meget af æren for interiøret i huset.

Og det er måske på sin plads lige at tydeliggøre, hvad forskellen er på Scene7 og RMH – for de kan hurtigt komme til at blive blandet sammen. Der er nemlig nogle faciliteter i og omkring Scene7, som ikke varetages af Thomas. Disse varetages af RMH, en øvelokaleforening, der har 4 øvelokaler i Huset No7 og 3 på Scene7. Her kan man igennem en månedlig betaling leje sig ind. Er man medlem, har man også adgang til Studio7, et lydstudie ved siden af Scene7. Disse faciliteter er adskilt fra Scene7, da RMH lejer sig ind i bygningen. Så har man spørgsmål til øvefaciliteter, er det altså RMH og ikke Thomas, man skal have fat i.

Fællesskab og samarbejde er bærende elementer, når man arbejder med kultur. Thomas fortæller videre; “Der er rigtig mange, som altid er klar på at give en hånd. Om end det er Huset No7, musikskolen, sangskolen, Swinging Europe, Fermaten, Herning Ny Teater, Herning Bibliotekerne, nogle af de lokale unge-foreninger, Herning Kommune, privatpersoner der kommer og tager tid ud af sin egen kalender, kommer herned og giver en hånd med det ene eller det andet, og det er jo ligesom det, det kan. Det samler folk på tværs, fordi der ikke er noget ejerskab, det her er ikke en ekstra scene til et af de steder, det her er simpelthen sit eget, men folk kan tappe ind i det og bruge det som deres eget.”

Thomas håber også, at byens vækstlagskulturskabere vil bruge faciliteterne i hverdagen. Steder og foreninger som SONA, Connect, Frekvens, Justérbart og lignende. Han kan se for sig, hvordan man kan sameksistere som ligeværdige ambitionister på den neutrale grund der er Scene7, hvor ingen ejer mere end andre. Et samskabelsesmiljø på tværs af kulturen, kalder han det.

Jeg spørger, hvad han synes, værdien er i, at man kan hjælpe hinanden i en by der er, som denne by er, og han svarer; “Det er jo det, der gør Herning til Herning, det er derfor, at alle muligheder er her – helt kommunalt sagt. Det er jo bare det, der gør, at det er fedt.”

Udover Scene7 er Thomas ansat på Slagteriet i Holstebro som projektleder for det, der hedder Next Generation; et nyt ungeprojekt, hvor man skal understøtte unge mennesker i 5 forskellige kommuner. Det ligger ret tæt i forbindelse med Scene7, da dette også er et ungemiljø, som skal understøttes på den ene eller den anden måde.

“Så jeg har jo et rigtig godt netværk her fra Herning, som jeg kan bruge i det andet samtidig med, at jeg også kan bruge nogle af de ting fra Next Generation herovre.”

Nu sidder vi selvfølgelig også her i den helt spæde start og under en måned siden, at Thomas blev ansat, men det er tydeligt at mærke ambitionerne. Jeg kan dog ikke dy mig for at stille et nysgerrigt og måske en smule fjollet spørgsmål; “Hvad var det første, du gjorde, da du fik nøglen og trådte indenfor?” For jeg kan forestille mig, at det må være en lidt vild følelse. Thomas svarer: “Jeg tjekkede, om der var pænt gulv under gulvtæppet på kontoret. Det var der ikke. Det var det første, jeg gjorde. Fordi jeg er også æstetiker, jeg har gået på VIA, det er en designskole, og jeg har det også sådan, at det også godt må være lidt lækkert at være herinde, og der må godt se pænt ud. Så det er noget af det, jeg også kommer til at arbejde med.”

Et flot omdirigeret svar på et fjollet spørgsmål. Nu sidder vi inde på det kontor, som desværre ikke har et flot gulv under tæppet, men til gengæld bærer det også præg af, at der har været lidt udskiftning i personale. Man kunne måske kalde det rodet. En masse minder, gamle plakater, kontorartikler og andre skatte, der måske/måske ikke tilhører nogen, der endnu kommer der. Og kontoret, det har Thomas skam også en plan for, både æstetisk og funktionelt.

“Kontoret her får sit helt eget formål. Vi kommer til at pålægge et større fokus på at aktivere ungdommen i Herning med Scene7. Og der kommer kontoret i hvert fald til at spille en stor rolle. Planen er, at vi skal lave en skrivebordssektion, så man kan komme og drop-in arbejde. Man skal også kunne booke kontoret til at lave møder, og man skal kunne skabe ting sammen med andre, der også vil skabe ting.”

De fysiske rammer skal skam nok blive mere og mere æstetiske. Thomas planlægger jævnligt oprydningsdage i de forskellige rum, så man kan få en ny energi og funktionalitet ind i lokalerne. Og oprydning er måske en lidt drøj og langsommelig opgave, men den er ikke desto mindre vigtig, for det handler om, at Scene7 skal være nemmere at bruge for alle parter, der vil.

Indtil videre har han brugt 12 timer på at rydde op i baren, smide ud og lave system, og det er stadig i gang. Mellem jul og nytår planlægger han en oprydningsdag i teknikrummet, hvor teknikereleven fra Fermaten hjælper til. Han har det tekniske overblik, og det er godt, for det har Thomas ikke, siger han selv. Det er vigtigt at vide, hvad ved man selv, og hvad nogle andre ved bedre end en selv.

Og det Thomas i hvert fald ved en ting eller to om er branding og marketing, som han som fornævnt er uddannet indenfor. Og netop dét er også essentielt for, at man kan række ud til en bred målgruppe, så flere kan finde ud af, at Scene7 findes og, dermed kan benytte sig af det.

“Når det kommer til branding og marketing handler det også om, hvem vi vil nå ud til, og hvad historien skal være, og der ser jeg 2 spor: Fordi vi har et øget unge-fokus, så skal vi have et unge-spor, som ikke handler om hvad man bruger scenen til, hvordan man bruger en scene osv. – det er ligegyldigt, fordi de unge, de skal mærke stemningen, så der handler det om at dele indhold der fremhæver stemningen af Scene7. Og så har vi det andet spor, der hedder alle andre. Og alle andre, de skal vide, hvordan booker vi, hvad kan vi, og hvad må man. Der skal vi lave noget indhold, der passer til den målgruppe.”

Thomas har planer om at lave en marketingsdag – en contentdag, hvor der inviteres 2 lokale bands eller performere, der får mulighed for at lave en fuld produktionsøver med hyrede teknikere. Samtidig skal der være masser af liv i huset med folk bag baren og aktive på gulvet, så der kan laves en masse god content.

“Og der vil jeg igen have, at det er lokale unge, der filmer det, fordi de skal have noget ejerfornemmelse. (…) For hvis vi ikke deler noget, de selv synes er fedt, så synes de heller ikke, det er fedt at se, og det er dem, der skal se det, så det er meget vigtigt for mig, at det kommer autentisk fra dem til dem.”

Generelt kommer både Instagram og Facebook også til at blive opdateret, og ligeledes bliver hjemmesiden. På den nuværende vil man måske lægge mærke til, at der står faste kontortider. Disse er ikke længere gældende – men det kommer måske tilbage på sigt. Men her i opstartsperioden er arbejdet ikke så rutinepræget, at han kan være på kontoret i faste tider for at tage imod folk fysisk. Dog pointerer han: “Folk skal vide, at min mail altid står åben, og også mit telefonnummer. Hvis der er et problem, så løser vi det. Man kan ikke altid tilfredsstille alle, for der er rigtig mange faktorer i det hus her, men jeg vil gøre mit bedste for at kunne nå hele vejen rundt.”

Afslutningsvis spørger jeg ham, nu hvor han har prøvet så mange ting, hvad han selv mener, hans spidskompetence er i sit virke. Hertil leverer han dette stykke poesi: “Den menneskelige relation og evnen til at sige, vi er ikke et system; vi er blot personer. Det er min spidskompetence. Vi kan alle sammen lave fejl, og vi skal alle sammen lave fejl, vi kan alle sammen skrive forkert, og vi skal alle sammen skrive forkert. Så længe, at vi har en god relation, så kan alt løses.”

“Bliver det mantraet hernede?”, spørger jeg.

“Ja, det tror jeg. Jeg kommer i hvert fald ikke til at blive sådan en sur leder, der græder over spildt mælk og derefter sender en reprimande – men jeg kommer til at bede om, at man husker, at det også handler om hinanden; vi er sammen om det her.”