Vildbjerg fejrer Billedkunstens dag 2020

Vildbjerg går sammen med Herning Billedskole forrest i fejringen af Billedkunstens Dag, når byens forretninger viser Vildbjerg-børnenes billedkunst i hele uge 11.
Hvert år fejres Billedkunstens Dag i hele landet af skoler, daginstitutioner, kunstnere, billedskoler og alle andre, som har lyst til at være med.



Herning Billedskole har en afdeling i Den Gule Bygning i Vildbjerg, hvor et fast hold af lokale elever modtager undervisning mandage fra 16-18. Normalt udstilles elevernes værker to gange om året i forbindelse med Herning Billedskoles store udstillinger, men i år benyttes Billedkunstens Dag til at lave en udstilling i Vildbjerg.
Herning Billedskole har lavet aftaler med flere lokale steder, som i hele uge 11 vil huse en lille udstilling, som en del af en større udstilling rundt i byen. Det bliver en slags vandreudstilling, hvor beskueren må vandre rundt i Vildbjerg for at finde værkerne.
Så kan man som interesseret bevidst gå på opdagelse rundt i de mange mindre udstillinger – eller pludselig overraskes af et uventet billedkunstindslag midt i den travle dagligdag.
Mere end 200 børn i alderen 2-16 deltager i udstillingen. Det er børn fra Herning Billedskoles hold i Vildbjerg og Herning, Herning Billedskoles hold fra Kildebakkeskolens SFO, Kildebakkens børnehave, 1., 2. og 4. klasse fra Kildebakkeskolen, samt valghold i billedkunst for 7. og 9. klasse på Vildbjerg Skole.
Det er ikke blot alderen på de deltagende børn, der er alsidig – det er typen af værker, der er repræsenteret på udstillingen i høj grad også.
På Hotel Vildbjerg kan man for eksempel finde tre komplette stjerneskud lavet i ler, mens underlige urtepotter er dukket op i Blomsterapoteket, tryk af rigtige hanehoveder pryder væggen i Café Møltrup, og et 3,5 meter langt maleri har fundet plads på væggen på Biblioteket i Vildbjerg.
