Fermaten – oplevet af Diana Bach Bak…
Da trykbølgen af lyden fra bassen drønede gennem luften og ramte os alle med den meget savnede mavepuster – som nærmest fik vores brystkasser til at hoppe i takt og vælte ud i en jubel, der ramte lige tilbage på scenen, som gav et lille moment af stilhed – Et moment hvor larmen gav en helt særlig stilhed i sig selv – hvor alle lige nød det lille CHOK!
Skete det virkelig… ???
Som altid er noget der rammer i mig, hver gang jeg går forbi den bygning – specielt når den er helt oplyst af det grønne og røde lys på bygningens murede vægge… En bygning, som er tegnet af Utzon – og er man en smule arkitektonisk interesseret, så ser man det hurtigt med dens enkelthed, og det kendetegnende kantet, bølgende udtryk…. og når lyset så smides på – så skal det opleves… Så har jeg ikke sagt for meget….
For følelsen, der rammer mig, når jeg ser det vilde lys på bygningen, tror jeg måske også er et mix – Et mix af spænding – oplevelser, liv – minder og nogle gange også en smule misundelse…. En smule misundelse, hvis man altså ikke er en af dem, der står klar i døren til at nyde aftens show, uanset, hvilket navn der står på i FERMATENS program.
Måske det ikke er alle, der kender FERMATEN ??!
I hvert faldt gik der faktisk mange år, efter vi flyttede tilbage til Danmark før vi fik besøgt stedet første gang. Men har været der flere gange siden og faktisk er mindet om et af de allerstørste musikalske overraskelser, vi nogen sinde har fået – fra FERMATEN… – Hvilket var en gang LAAAAANG tid før CORONA – hvor SAVEUS tog rumpetten på os … Vi kendte lidt til sangene – men mest af alt husker vi den “lille” MARTIN, som vist var den første vinder nogen sinde af det danske XFACTOR – og min mands helt store favorit dengang….
Nu mange år efter skulle den voksne Martin komme til HERNING – og en crazy blanding af GOSPEL og nærmest RAVE PARTY sammen med den meget intime stemning i det helt rå lokale på Fermaten tog fuldstændig pusten fra os.
Vi havde lusket os op på balkonen med udsigten ned til en blanding af publikum, og det hele sluttede selvfølgelig af med – at den “lille” MARTIN væltede sig tilbage ned mod publikummet, som heldigvis greb ham og gav ham en crowdsurfing frem og tilbage i lokalet – Det var virkelig vildt at overvære oppe fra…. – Respekten til ham, der kom frem, som den dengang 15-årig lille Martin, blev kun endnu større efter den aften…
Jeg tror, at kombinationen med at der kan være ca. 700 mennesker, men fordelt på to etager derinde – er det, der gør det hele så intenst.
Og hvor man ønsker at stå – er op til folk selv – Billetten er den samme, om man ønsker at stå på gulvet, eller vælger at stå på balkonen… Det er der jo også noget helt uformelt og jordnært over.
I baren går det stærkt, men uanset hvor stærkt, får du altid et smil med i købet… Et smil der fik en virkelig høj værdi for mig for et par uger siden, da vi ved et arrangement helt tilfældigt kom til at tale med vores sidemakkere, der viste sig at være lederen af netop FERMATEN… Og hun fangede min nysgerrighed fra første SKÅL… I kender de mennesker man bliver helt draget af – når de fortæller med en livagtig begejstring og passion for noget, de brænder for… Præcis som ved et besøg på en restaurant – hvor maden er én ting … Men måden en tjener eller en kok kan stå og fortælle om hver eneste lille ingrediens og dens historie er en anden ting…
Det kan jo gøre, at hele oplevelsen og faktisk også smagen bliver helt anderledes… Selvfølgelig fordi man har fået storytellingen derom – men for mig er det lige så meget måden, begejstringen og passionen fra personen, der fortæller den, som fanger og fascinere mig…. og sådan fangende HUN mig, da hun fortalte om, hvordan størstedelen af hendes tid som leder på FERMATEN har været præget af CORONA… En tid, hvor de i samarbejde med – de til sidst meget frustrerede kunstnere måtte forberede sig til fingerspidserne til hver eneste punkt på programmet – selvom de vidste at muligheden for at arrangementet ville blive aflyst – IGEN og IGEN… var stor…
Det eneste, de bare gerne ville, var at give folk oplevelser… Oplevelser, som alle hungrede efter…
Men det der slog mig allermest, var da den kære Rikke stolt fortalte om – hvor taknemmelig og heldig hun var med, at stedet er en forening, som drives af 6 ansatte og over 100 frivillige, der netop er dem, man møder som bartendere, garderobepersonale, teknikere, scenefolk, de styrer backstage, tager billeder og sørger for at vedligeholde bygningen og meget mere – og ja jeg mærkede virkelig hendes begejstring for, de gør en kæmpe forskel for stedet. Mange starter ved siden af studiet – og hænger stadig ved efter mange, mange år. De har alle den fælles ting, at de elsker musikken, er fascineret af lysets spil, oplevelsen, det sociale og den rytme det hele mikses sammen til …
… og førte mig tilbage til den 9.2.2022… Der jeg stod med min veninde i indgangen til FERMATEN – og vi havde faktisk helt sommerfugle i maven;
ENDELIG FRIE….
Landet var lige åbnet … og vi stod der helt uden masker på …
Helt uden at skulle vise Coronapas,
Helt uden at holde afstand …
Eller… De fleste startede med stor afstand, men der var fuldstændig udsolgt og ingen restriktioner, som holdt besøgstallet nede … Det hele var lidt en kontrast til det buldrende smitteantal, der jo faktisk på det tidspunkt lå på sit højeste lige udenfor – Men alt var nu okay…
– Alle restriktioner var fjernet…
– Alle de restriktioner, der havde påvirket vores liv og hverdag mere eller mindre de sidste 2 år – DE VAR HELT VÆK… Men lå stadig lidt og trykkede, som en grænse der lige skulle overskrides… Så der var stadig få stykker, som stod ude langs siderne og bar maske – men antallet kunne tælles på en hånd og som musikken startede – mærkede man også mere og mere det savn, folk faktisk havde både til at mærke suset fra bassen, men også det at stå så tæt med så mange mennesker – og så INDENFOR – på helt på “lovligt vis”… – Følelsen af at “være en del af et CROWD…“
Stemningen føles selvfølgelig endnu mere intenst og specielt efter disse to år – særligt da Alex Vargas pludselig stod på scenen – og fyrende en brummende baslyd og hans vilde høje stemme helt ind i maverne og ørerne på os, som udfoldede sig i en jubel fra alle… Man kunne virkelig mærke – hvordan suset fra os – var lige så savnet hos ham og bandet, som lyden fra dem, var hos os…. – ved det lyder lidt kliché-agtig, men det var jo virkelig som om, at MUSIKKEN og livet nærmest forenet kom tilbage….
I baren og bag garderoben gik det stærkt – men uanset hvor stærkt – fik man altid lige et smil med i købet… Sceneshowet spillede og var som altid en kæmpestor del af showet…
– Dette indlæg skulle jeg egentlig skrive for HerningErKultur – men jeg tænkte at måske det kunne hjælpe nogle til at opleve Fermaten på en anden måde… Jeg ved i hvert fald, at næste gang jeg går forbi den fine oplyste Utzon bygning inde midt i Herning City, vil det der rammer mig af en miksede følelse af spænding, oplevelser – liv – minder og nogle gange også en smule misundelse, nu også blandes en kæmpe portion respekt til de over 100 frivillige, som jeg nu ved, der i den grad holder pulsen på FERMATEN…
