Guide: 10 ideer til oplevelser med børn i påsken
Af Mette Klarskov Hebel
Udover at male æg, trille æg og spise æg, er det oplagt at bruge påskeferien på at komme ud og opleve de ting, der er lige i nærheden, men som man ikke altid når i en travl hverdag. Med to drenge på 7 og 2 år holder jeg godt øje med de mange tilbud, der er for både små og lidt større børn her i Herning-området. Det slår mig ofte at man slet ikke behøver at køre langt for at finde masser af gode – og ofte gratis – oplevelser.
Her er 10 tips til fede oplevelser med børnene i påskeugen.
Biblioteket – børneteater for de mindste
Vi elsker at komme på biblioteket i Østergade. Et fantastisk hus med gode bøger, masser af inspiration og god plads til at lege. Lørdag den 8. er der børneteater for de mindste, forestillingen hedder DADA. De lidt større børn kan lave deres egne vikingeperler. Arrangementet er en del af Bibliotekets tema ”Danmarkshistorie”. Teaterforestillingen er gratis, men billetter skal hentes på forhånd. Bemærk at Biblioteket har lukket på helligdage.
TEAM Teatret: Polar Bear – danseforestilling
Jeg har været på Teamteatret flere gange med min store dreng, og det har altid været en stor oplevelse for os begge at komme der. Det er fantastisk hvordan børneteater ofte formår at underholde, prikke til fantasien og udvide horisonten på en gang. Polar Bear er en danseforestilling for børn mellem 4 og 9 år – og det er den 10. april den kan opleves på TEAM Teatret.
Off Road festivalåbning 11. april – også i børnehøjde
Her er virkelig tale om et overflødighedshorn af oplevelser på en enkelt dag. Vi vil tage begge børn med ind til bymidten når det hele starter kl. 14. Så ser vi, hvor meget vi kan nå – der er så meget, at man umuligt kan få det hele med. Men jeg tænker at kunst med skrotbiler – Isskulpturer – den klovneagtige figur Boudu – Magiske musicaløjeblikke med sange fra børnemusicals – danseworkshop med Sofie Østergaard (det er hende værten fra MGP, hvis du skulle være i tvivl) vil gå rent ind.
Vi skal også ind under overdækningen på Torvet og se de tusindvis af magiske, selvlysende stjerne som skolebørn i hele Midtvestjylland har lavet. Måske har dine børn også lavet en?
Skovsnogen
Som kontrast til en tour de force af oplevelser i Herning by ved Off Road festivalåbningen, kan man finde ro ude i skoven. Og tager man til Skovsnogen ved Karstoft er der også kunst. Og her kan børnene sagtens være med. Man må gerne røre og klatre på værkerne, og der er bænke og shelter. Forhåbentlig bliver vejret til at tage en tur i skoven.
Læs mere og se et kort over værkerne her
Herning Fodbold Eksperiment
Trænger vi bare til at komme ud og være lidt aktive tager vi en bold med til Herning Fodbold Eksperiment ved Herning Fremads baner ved Gl. Ringkøbingvej. Her er forskellige bold-forhindringer, legeplads og klatrevæg. Man kan selvfølgelig også støde ind et lokalopgør.
Musiklegeplads
Herning fik for nylig indviet en ny musiklegeplads af selveste Kalle fra Ramasjang og indskolingen fra Lundgårdskolen. Vi har ikke været der endnu, men det skal prøves af i påsken. Man finder legepladsen i Ydunsparken, der ligger langs med Kongeåvej i det vestlige Herning.
Kunstworkshop med Cobra Junior
Carl Henning Pedersen og Else Alfelts museum har også noget at byde på for børn. COBRA Juniorklubben er før børn mellem 5 og 14 år, og holder 4 faste workshops om året – bl.a. onsdag i påskeferien.
Svømmehallen
Hvis vejret nu ikke arter sig til at være ude, er det altid et hit at tage i svømmehallen. Både Herning Svømmehal og DGI-huset har åbent alle dage i påskeferien. I Herning Svømmehal er der stillet forhindringsbane op i 25 meter-bassinet i hele påskeferien.
Se en liste over svømmehaller i hele kommunen her
Jyllands Park Zoo åbner
Det er en fast tradition at Jyllands Park Zoo ved Haunstrup starter sæsonen Palmesøndag. Det er efterhånden også blevet en fast tradition, at vi kommer der flere gange gennem sæsonen. Det er nemt og overskueligt og der er gode legepladser. Samtidig er der mange dyr af en lille dyrepark at være – og man kan være heldig at kunne fodre mange af dem, hvis man kommer først på dagen.
Løvbakke Dyrehave
Er man mere til dyr i den fri natur, kan man være heldig at se dådyr i Løvbakke Dyrehave ved Gullestrup. Der er gode stier, legeplads og et fint lille besøgscenter. Man kan også blive klogere på vores planeter og solsystem ved at kigge på skulpturerne i Løvbakke Solsystem.