Kloder i gyldent rum får fem stjerner

Kloder i gyldent rum

Kloder i gyldent rum er Team Teatrets nyeste produktion. Forestillingen handler om Else Alfelt, indeholder ny musik og er et samarbejde på tværs af institutioner i Herning.

Læs Mads Billes anmeldelse af forestillingen her på siden.

Og læs mere om forestillingen og bestil billet på Team Teatrets hjemmeside her.

Forestillingen spiller frem til 9. oktober.

Mads Bille
Mads Bille
Kunstnerisk chef, Den Jyske Sangskole og Direktør, public relations, Sangens Hus

Fem stjerner til Kloder i gyldent rum

Team Teateret har med sin nye forestilling om kunstneren Else Alfelt begået et helt særligt, se- og høreværdigt stykke totalteater.

“Kloder i gyldent rum” som forestillingen hedder, beskæftiger sig med noget så luftigt og sårbart som selve den kunstneriske skabelsesproces. Det er et modigt anliggende at beskrive det meget sårbare rum, som Else Alfelt etablerer omkring sig i arbejdet med at skabe en glasmosaik. Vi møder en kunstner, som er på vej, men som ikke ved hvor hun er på hen. En kunstner som i lang tid søger uden at finde, måske fordi hun knapt nok ved hvad hun leder efter.

Det lyder luftigt, men er ikke mere luftigt end enhver anden skabelsesproces er det. Undervejs taler Alfelt med sig selv og med andre levende og døde kunstnerkolleger og vi følger hendes kringlede , til tider højstemte ordranker, der flyder som en slags stream of consciouness. Ingen kunstnere, tror jeg, åbner frivilligt for dette rum. Det er for privat, for irrationelt, for fyldt med fejltagelser. Jeg tror at mange kunstnere instinktivt eller bevidst holder denne proces tæt ind til kroppen. Det kan skyldes forfængelighed eller en forståelse af at denne rejse tages bedst uden passager. Alene af den grund bliver Kloder i gyldent rum interessant.

“Da jeg fik lagt min forventning til fremadskridende handling bag mig, og gemt min midtjyske generthed over ethvert anslag til højstemthed væk i teatermørket, åbnede forestillingen sig som et magisk univers…”

Forfatteren og instruktøren Ebbe Støvring sætter publikum i voyeurens rolle og lader os kigge ind i værkstedet uden at kunstneren opdager at vi ser hende. Komponisten Ditte Rønn har sat forestillingen i musik. Musikerne er sat på scenen , det meste af tiden som statisk tableau , som i bedste klassisk græske dramatradition giver kommentarer fra sidelinjen og af og til overtager handlingen.

Nogle gange løsriver enkelte musikere sig fra den faste opstilling og bevæger sig ind i direkte interaktion med skuespillerne. Rønns musik er i tæt kontakt med teksten. Nogle gange understøtter musikken teksten. Nogle gange forudsiger musikken, hvad vi om lidt vil opleve på scenen. Nogle gange udgør musikken et følelsesmæssigt kontrapunkt til teksten, og nogle gange er musik og tekst i hysterisk hanekamp om publikums opmærksomhed.

Handlingen i “Kloder i gyldent rum” kan skrives på bagsiden af et frimærke. Kloder i gyldent rum er en psykologisk og musikalsk undersøgelse af et kunstnerisk skabelsesrum.

Da jeg fik lagt min forventning til fremadskridende handling bag mig, og gemt min midtjyske generthed over ethvert anslag til højstemthed væk i teatermørket, åbnede forestillingen sig som et magisk univers , et bevægende stykke totalteater , hvor tekst og musik tilsammen kaster lys ind i det gyldne rum, hvori kunsten bliver til.

⭐⭐⭐⭐⭐

Mads Bille giver “Kloder i gyldent rum” fem ud af seks stjerner.

 

Foto: Mingo

Kulturen syder og bobler i Herning.Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med.

Felter markeret med * er påkrævet