Påskeguiden 2021

For de fleste betyder påske ferie og tid til at være sammen med familien.
Vi har samlet nogle tips til, hvad I kan lave sammen – og hvor I kan tage hen, hvis I har brug for at komme lidt hjemmefra.
Guiden fungerer sådan, at der er et billede og en kort beskrivelse. Hvis du vil vide mere, klikker du bare på billedet, så komme du direkte til arrangørens hjemmeside med mere information.
God fornøjelse – og god påske.
Torsdag og fredag – 25. og 26. marts kl. 14 – 17
HENT GRATIS PÅSKEKIT
Museum Midtjylland savner jer. Og for at I ikke helt skal glemme dem, så har de lavet påskekits til børnene. De skal hentes inden påske. I Herning kan de hentes på Tekstilmuseet i Vestergade.
Begrænset antal.
Skærtorsdag 1. april kl. 10 – 15
PÅSKEÆGJAGT PÅ HEART
Kom og vær med til Påskeægsjagten og tag på en opdagelsesrejse i Birk.
Påskeægsjagten er gratis og uden forhåndstilmelding.
Der er påskeæg til de 100 første deltagere.
Aktiviteter til hele påsken…

SKATTEJAGT, GEOCACHING OG VIRTUEL RUNDVISNING
Bliv inspireret til aktiviteter for hele familien på Museum Midtjyllands oversigt. Der er noget for enhver smag, og masser af gode historier uanset, hvad I vælger.
Arrangør: Museum Midtjylland

STEMPEL JAGT I HELE HERNING KOMMUNE
Der er mange skønne naturområder i Herning Kommune, og i jagten på stempler kommer I godt omkring. I lærer områderne at kende, og måske I kan bruge dem senere i ferien som udflugtsmål.
Arrangør: Herning Bibliotekerne og afdelingen Natur og Grønne Områder ved Herning Kommune

HERNINGS HEMMELIGE HISTORIER
Tag vandreskoene på og sæt høretelefoner til din smartphone. Så er der kultur og historie til en god tur i Herning.
Turen er på 4,5 kilometer med 11 fortællinger undervejs. Den kan sammenlignes med ungernes ”Pokemon go”.
Arrangør: Team Teatret og partnere

NATUR BINGO
Vælg selv om det er i haven, ved stranden, i skoven eller et helt andet sted, I vil spille naturbingo.
Naturbingopladerne downloades nemt til jeres telefon, og så er det bare med at komme i gang. Hvem mon får først bingo?
Hvis I bruger bingopladen med affald, opfordres I til at samle affaldet, I finder i naturen op og smider det ud.
Arrangør: Magiske Tider

IDÉER TIL KREATIVE AKTIVITETER
Byg et dyr af naturens materialer, lav et paprelief eller tegn dit eget eventyr.
Herning Billedskole har en oversigt med seks kreative idéer. De kalder den godt nok karantænekunst, men vi synes også, at aktiviteterne kan bruges i påsken – selv om vi ikke er helt i karantæne mere.
Arrangør: Herning Billedskole

DEEP FOREST ARTLAND SKOVSNOGEN
Tag på udflugt til udstillingsstedet under åben himmel i skoven ved Døvling. Der er kunst, natur og plads til nysgerrighed og leg for alle aldre.
Arrangør: Deep Forest Artland Skovsnogen

VANDRERUTER OG NATURFOLDERE
Hvis I vil udforske forskellige områder som for eksempel brunkulslejrene ved Søby og Abildå, tjæreovnene ved Skarrild eller en af de mange plantager, er der en god oversigt med alle naturfoldere fra Herning og Ikast-Brande med fakta om områder, korte beskrivelser og kortmateriale.
Arrangør: Herning Kommune / VisitHerning