Quang og HerningErKultur
HerningErKultur lancerer bæredygtige produkter med motiv af lokal kunstner
QUANG står bag motivet på en række nye produkter, som skal sætte fokus på kunst og kultur i Herning Kommune.
HerningErKulturs nye krus, indkøbsnet og notesbøger er både en fryd for øjet og et skridt i en mere bæredygtig retning.
Læs mere om de nye ting… Og læs historien om, hvad der driver og inspirerer Quang, find ud af hvorfor det er Carl-Henning Pedersen, han har portrætteret, og om Hernings DNA virkelig er “en ting”.
Lokal kunst
QUANG er lokal kunstner i Herning. Han er også iværksætter, triatlet, tatovør, passioneret familiemenneske – og så er han manden bag det motiv, du snart kan møde på HerningErKulturs indkøbsnet i bybilledet i Herning.
Det var et skolebesøg på et kunstmuseum i Birk for 27 år siden, der inspirerede QUANG til kaste sig over maleriet.
“Jeg har fået en vild idé. Jeg vil gerne male Carl-Henning på maleriet. Han er en af mine store idoler. Det var ham, der fik mig til at lege med farver og har inspireret mig til at male siden jeg var 10 år. Vil det være OK?”, spurgte QUANG en aften midt i processen med at lave det abstrakte maleri.
Idéen var vild, men den var også god. En mastodont med stor betydning for Hernings selvforståelse hyldes af en kunstner, som er en vigtig brik i nutidens Herning.
Indkøbsnet af plastplasker
HerningErKulturs nye produkter er unikke, brugbare og i lækkert design – og så er de mere bæredygtige.
Bæredygtighed er mange ting, men hvis man tager udgangspunkt i direktør for Bæredygtig Hernings definition er det en bevægelse.
HerningErKultur har forholdt sig til bæredygtighed ved de ting, der nu skal ud og bruges. Indkøbsnet og kuglepenne er lavet af genbrugte plastflasker og notesbogen af FSC certificeret papir. Krusene er lavet af keramik, produceret i Frankrig og vil forhåbentlig blive brugt flittigt i mange år.
For HerningErKultur handler bæredygtighed også om, at der er et levende kulturliv og udøvende kunstnere i lokalsamfundet. Det er en af grundstenene til det gode liv, lyst til uddannelse og udvikling.
”Du kan ikke sætte to streger under bæredygtighed. Så, nu er jeg færdig med det! Målet er ikke et facit, men nærmere en bevægelse hen mod endnu mere bæredygtighed.”
Thea Lyng Thomsen, direktør for Bæredygtig Herning
QUANG vækker Herning-ånden til live
QUANG er kunstneren bag motivet til de nye produkter, der den kommende tid kommer til at fylde bybilledet og gøre opmærksom på kulturen i Herning.
Han er lokal – men med et udsyn og et drive, som mange vil sige kendetegner Herning. Han tror på mulighederne, og han fører sine drømme ud i livet. Mon han er et resultat af Hernings DNA?
Der er malerbøtter og spraydåser i noget, der for de fleste vil ligne uoverskueligt rod. Rummet flyder næsten over af stærke farver og abstrakte mønstre. Og et enkelt maleri, hvor et portræt af en ældre herre med en vis lighed med Einstein har sneget sig ind i billedet sammen med hvirvlende mønstre i orange, hvidt, sort og guld.
Manden, der tager imod os udstråler ro og balance. Han har tatoveringer og bærer karakteristiske hvide briller. Han hedder Quang Ramsing – eller blot QUANG. Han har lige malet motivet til en ny kampagne, som skal sætte fokus på kunsten, kulturen og det gode liv i Herning Kommune.
CHP og QUANG
Den ældre herre på billedet i QUANGs atelier er ikke Einstein, men derimod Carl-Henning Pedersen, som er en af mastodonterne indenfor kunsten i Herning. En del af Hernings DNA. Da QUANG sagde ja til at male et abstrakt og orange motiv til HerningErKulturs nye kampagne, var portrættet ikke en del af aftalen. Men Carl-Henning var pludselig kommet til ham.
“Jeg har fået en vild idé. Jeg vil gerne male Carl-Henning på maleriet. Han er en af mine store idoler. Det var ham, der fik mig til at lege med farver og inspirerede mig til at gå i gang med at male som 10-årig. Vil det være OK?”, spurgte han en aften.
Det var det.
Carl-Henning Pedersen var ham, der skænkede mange af sine værker kvit og frit til Herning Kommune. Han ville egentlig give det hele til Københavns Kommune, men de kunne ikke beslutte sig. Det kunne fabrikant Aage Damgaard og Herning Kommune godt. Carl-Henning trak sit tilbud til København tilbage, og et museum til gaven blev bygget i Birk.
Hernings DNA
I sit maleri udtrykker QUANG Hernings DNA med streger, bevægelser og farver. Når han bruger ord i stedet for farver, lyder det sådan:
“Hernings DNA er sammenhold og mod til at få tingene til at ske. Har man en god idé, så er der opbakning. Herning bevæger sig i stor fart, men man går i samme retning”.
Da Herning for 8 år siden rundede de 100 år som købstad, fejrede man ikke de 100 år. Man fejrede i stedet den udvikling, Herning havde gennemgået på de 100 år. Jagten på Hernings DNA / Herning-ånden blev sat ind, og Majken Høj (Cand. Mag. i kulturhistorie) blev hyret til at finde svaret på, om Herning har et særligt DNA.
“Ja! Svaret er entydigt. Hernings DNA består i form af en identitet, praksisser og særtræk, der er forankret i såvel byens forvaltningsprocesser som i borgernes selvbillede”, skriver Majken Høj i sin rapport og fortsætter:
“Herning er både nybygger-ånd og en tilsyneladende utrættelig og ustoppelig march mod the next frontier. Det særlige ved Herning er den korte beslutningsproces, gå-på-modet, ukueligheden, beslutsomheden og en befriende uimponerethed. Det er en by, hvor alt er muligt.”
“Faren for Herning er, at overleveringen af fortællingen fra generation til generation vil gå tabt, hvis den yngre generation ikke føler samme tilknytning og troværdighed overfor fortællingen”, advarer Majken Høj.
Hernings DNA og fremtiden
Johs. Poulsen tror ikke det går helt så galt. Han har været byrådsmedlem i Herning i knap 40 år – og formand for kulturudvalget de seneste knap 20 år, og han kommer med sit bud her.
“QUANG er et eksempel på, at det er værd at forfølge sine drømme og sin passion. Så kan meget lykkes – måske især i Herning. Han er et forbillede for andre unge i Herning. Carl-Henning inspirerede QUANG til at male, og QUANG inspirerer andre til at tro på drømmene,” siger Johs. Poulsen og fortætter:
“Et andet eksempel kunne være Deep Forest Art Land. For blot 10 år siden betød de 25 hektar skov i Døvling ikke meget i manges bevidsthed. I dag besøges stedet årligt af over 25.000. Om få år vil de blive modtaget af en spektakulær ankomstbygning tegnet af nogle af de dygtigste arkitekter i Danmark”.
“Det, vi som kommune gør, er at bakke op om fremtidens idéer og visionære projekter. Og så sørger vi for, at børnene oplever kunsten og kulturen i deres skole og institution. Fortællingen om Herning skal ikke gå tabt”.
Lokal, lokal, lokal
De mange indtryk og farver er nu mere organiseret. QUANG har ryddet op og sorteret sine materialer – som han altid gør, når han er færdig med et værk. Ellers kan han nemlig ikke komme videre til det næste. Mentalt.
Ud over at male er Quang også tatovør, iværksætter, multikunster, triatlet og familiefar. Han har ingen planer om at stikke af til storbyen, selv om den lokale kulturjournalist ellers altid spørger ham om, hvornår han drager videre. Han er stolt af at være lokal kunstner, og Ingvar Cronhammar gav ham engang et råd: “QUANG du vil gerne være lokal kunstner. Så BLIV lokal.”
Det må da være Hernings DNA.
Produkterne kan ikke købes, men vil blive foræret væk i forskellige sammenhænge. Det kan for eksempel være i forbindelse med arrangementer rundt om i Herning Kommune, som præmier i konkurrencer og som gave ved særlige begivenheder.