Royal Run Herning 2023

Vær med når Kronprinsen inviterer til folkefest i kondisko!

Royal Run fylder Herning med glade løbere, og der er nok at se på og opleve for både dem og publikum.

Der er masser af god underholdning flere steder på og langs ruten.

Masser af events og oplevelser langs ruten og i Midtbyen.

BørneZonen sprudler af sjove aktiviteter og fantastiske shows for børn og familier.

Læs mere om underholdningsprogram, trafikforhold, ruter og meget mere her.

Læs mere om de enkelte events nederst på siden.

10.00-11.00

Pop op drengekor i Søndergade

Oplev Herning Kirkes Drengekor i en overraskende og anderledes opstilling, når de synger for deltagerne i One Mile løbet i slutningen af deres rute. Publikum er også velkomne.

10.00-11.40

Gustav Mølby og Laura Bugtrup på Trailerscenen i Østergade

Lyt til lækker hyggemusik med unge og dygtige Gustav Mølby og Laura Bugtrup.

10.00-16.00

Cheering Zone i Dalgasgade

Kom og hep på løberne sammen med de studerende fra VIA University College Herning.

10.00-16.00

Veteranbiludstilling i Søndergade

Autogalleriet kører nogle af deres flotte biler ind til byen, så løbere og publikum kan mærke historiens automobil-vingesus i byen.

10.00-16.00

Flagallé på Trigesvej

Deltagerne på 5 og 10 km løber ad Trigesvej og får den helt specielle oplevelse at løbe gennem et hav af flag. Før og mellem løbene er publikum selvfølgelig også velkomne til at prøve at løbe (eller går) ad flagalléen.

Poesi på Biblioteket

Deltagerne får en oplevelse ud over det sædvanlige, når de passerer gennem det flotte biblioteksrum på ruten. Til dagligt er Biblioteket samlingspunkt for rigtig mange herningensere, men denne dag er huset lukket for betjening – og i stedet åbent for løberne. Kig op og kig ned – måske du får inspiration med fra Biblioteket. Bemærk der er udelukkende adgang for deltagerne i Royal Run. Publikum kan få et kig ind i Biblioteket fra Tinghuspladsen.

GAMER kunstinstallation på Tinghuspladsen

The Gamer bringer læring igennem leg.  Man går, hopper og løber på de oplyste gulvfliser. De smarte fliser er soldrevne, og the Gamer producerer nul CO2 udledning i hele dens levetid. Ved at lege på The Gamer bliver børnene klogere, mere sociale og mere bevidste om bæredygtig energi. Sæt i gang! Kunstner: Energy Floors.

Værket er lånt af Ringkøbing/Skjern Kommune, som har fået værket produceret til deres Vinterlys Festival 2023.

11.00-11.45

Danmarks højeste klovn I BørneZonen

Du kender sikkert Fætter Højben, men han kan ikke måle sig med Danmarks højeste klovn. Han er nemlig hele tre meter høj! Inde i klovnefiguren møder du spasmageren Niels Plys i egen høje person.

11.00-12.00

Night Train Big Band v/Historiens Hus på Museumsgade

Festlig big band musik modtager løberne, når de har passeret Dronningens Boulevard via vindelbroen. Bemærk at publikum ikke kan passere Boulevarden samme sted. Publikum kan anvende broen over Dronningens Boulevard via Banegården hele dagen. Tunnelen under Boulevarden kan også anvendes – på nær mens 5 km løbet er i gang.

11.00-13.30

DJ Roman ved Golfvej

Deltagere og publikum bliver mødt af festlig musik og ørehængere.

11.00-16.00

Graffiti Live med Terminalen ved Gl. Vejlevej

Dagen igennem kan du følge tilblivelsen af et nyt street art værk til Terminalen. En rutineret graffitimaler vil sammen med en ung up-coming maler skabe et værk med udgangspunkt i temaet ”bevægelse” som en hyldest til og et minde om Royal Run.

Kom og mød de unge mennesker fra Terminalen og nyd den gode stemning.

11.00-16.00

BørneZonen i Sdr. Anlæg

Kom og vær med til en hyggelig dag fyldt med aktiviteter og god stemning. Du kan for eksempel:

  • Lave bål og lækkerier med FDF Herning Nord
  • Være med til MGP-dans med de glade børn fra Helles Danseinstitut
  • Udfordre familien i streetvolley på græs med Volleyball Danmark
  • Lave din helt egen kongekrone
  • Hygge dig med forskellige spil og aktiviteter med Aktiv Feries Aktivitetspiloter
  • Opleve disko og hiphop show ved Helles Danseinstitut
  • Besøge tarzanbanen hvor DGI står klar til at tage i mod dig
  • Prøve ansigtsmaling – måske blive malet som en rigtig prinsesse eller frømand?
  • Tage et godt slag fodbold på street-fodboldbanen.

På scenen glæder vi os til at give dig flere oplevelser gennem dagen, hvor du blandt andet kan møde Sigurd Barrett, Danmarks højeste klovn og snydekunstneren Hr. Plys!

Tag gerne tæppe og picnic kurven med – eller køb lækker, børnevenlig mad hos Køkkenpiraterne.

11.00-16.00

Elektro Tunnel ved Banegården

Oplev lyskunsten og lækre elektroniske beats ved DJ KARO på din vej gennem byen. Tunnelen er lukket for publikum, når 5 km-løberne passerer i tidsrummet 13.30- ca. 15.00. Under 5 km løbet kan publikum kun passere Boulevarden via broen i banegårdscentret/Herning Station.

11.15-13.15

Solister fra MidtVest Pigekor i Mindeparken

Deltagere og publikum vil blive mødt af den skønneste  overraskelse, når nogle af de ældste sangere fra MidtVest Pigekor synger sprøde danske sommersange, enten solo eller i mindre grupper.

12.00-13.40

Jens Ottosen på Trailerscenen i Østergade

Oplev en rigtig troubadour og sangskriver med over 30 år på bagen som professionel musiker og sanger. Han er derudover også original kunstner under navnet, Mr. SnowLart i bandet, SnowLark.

 

12.30-13.30

Sigurd Barrett i BørneZonen i Sdr. Anlæg

Oplev Sigurds børneshow, hvor Sigurd Barrett har selskab af Bjørnen Bjørn på scenen. Kom til gratis topunderholdning med børnene. Efter showet er der mulighed for selfies, autografer mv.

13.45-15.15

Ensemble MidtVest Blæserkvintet i Vestre Anlæg

Oplev fantastisk klassisk musik i den grønne natur i Vestre Anlæg, når Ensemble MidtVest giver både løbere og publikum mulighed for at møde musikken i anderledes rammer.

13.45-15.30

Night Train Big Band v/Historiens Hus på Museumsgade

Festlig big band musik modtager løberne, når de har passeret Dronningens Boulevard via vindelbroen. Bemærk at publikum ikke kan passere Boulevarden samme sted. Publikum kan anvende broen på Banegården.

14.00-15.45

Troels Skjærbæk og Thomas Fleron på Trailerscenen i Østergade

Oplev Troels og Thomas på slap line, når de spiller lækker livemusik og sikrer den hyggelige stemning.

15.00-15.45

Snydekunstneren Hr. Plys i BørneZonen

Børnene er vilde med Snydekunstneren Hr. Plys. Uanset hvor han optræder, spreder han fryd og glæde blandt børnene. Ja, selv de voksne må overgive sig for denne charmerende tryllekunstner.

16.00-18.00

Duoen Claus og Morten på Trailerscenen i Østergade

Slut dagen af sammen med vores egen festlige Duoen Claus og Morten. De spiller de velkendte melodier, og der er helt sikkert anledning til at synge med.

Følg Royal Run her

Download Royal Run appen til IPhone her og til Smartphone her

Herning Kommunes hjemmeside finder du her

Her er spisesteder og overnatningsmuligheder i området

Kulturen syder og bobler i Herning.Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med.

Felter markeret med * er påkrævet