Theas sommerferietips

Foto af rådyr
Thea Lindberg

7 ting jeg elsker at lave i sommeren i Herning

Sommeren er over os. Derfor har jeg lavet en liste over 7 ting som man kan lave i Herning hen over sommeren, uanset om man har sommerferie eller ej.

 

 

 

 

Tekst: Thea Lindberg (billede tv)

# 1 – Kulturfest Herning

Kulturfest Herning løber af stablen i starten af sommeren. Jeg elsker, at byen summer af liv, og at der er forskellige aktiviteter for alle aldre. Der er en god stemning i gaderne, og man kan mærke, at det klæder byen, at der er så mange kulturarrangementer.
Man har også en mulighed for at se en koncert eller andet, som man normalt måske ikke ville have været til – det synes jeg er sjovt.

#2 – Gå en tur i Skovsnogen eller parker i Herning

Sommeren giver rig mulighed for at undersøge naturen i Herning. Personligt elsker jeg Skovsnogen (Deep Forest Art Land), hvor man kan se forskellige kunstværker gennem hele ruten.

Løvbakkerne byder på smuk natur, samt Løvbakkerne Dyrehave hvor man har mulighed for at komme lidt tættere på dyrene end normalt.

Mindeparken elsker jeg, fordi der er en masse små haver, som byder på hver deres univers. Parken byder på mange forskellige ting, hvilket jeg godt kan lide.

I Lillelund Engpark får man sig også en god gåtur med flot natur omkring sig.

#3 – Bade i søerne og stå på paddleboard

I år har jeg allerede været ude og finde forskellige søer i Herning. Som tilflytter handler det meget om at udforske og finde nye steder. Men man også gøre det, hvis man er født i Herning. Jeg stod sidste år en del på paddleboard, så det har jeg selvfølgelig også gjort i år. Jeg har også badet i de forskellige søer i og omkring Herning. Der er ikke noget som føles mere som sommer for mig – end at bade.

#4 – Streetfood og Hestesjov

Når der I august afholdes VM i Ridesport, fyldes byen samtidig med Herning Street Food Festival og en masse aktiviteter: Streetfood og Hestesjov. Det afholdes 4. – 14. august. Her kan man få alverdens mad, og der er helt sikkert noget som alle kan lide. Udover et stort udvalg af forskellig mad, vil der også være livemusik, teaterkoncerter, workshops og meget mere. Byen kommer til at summe af liv i disse 10 dage.

 

#5 – Koncerter

Undersøg om der sker noget omkring dig. Der blev eksempelvis afholdt udendørs koncert i år med Gnags i Sdr. Anlæg. Udover dette er der også koncerter og arrangementer rundt omkring i de forskellige kulturhuse og koncertsteder i Herning. Brug en sommeraften eller dag på at høre noget godt musik med venner eller familie. Du kan bruge kalenderen på herningerkultur.dk.

#6 – Museum

På en regnvejrsdag kan man tage på museum. Der er mange forskellige i Herning. Blandt andet kan man besøge Frilandsmuseet, HEART, Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum og Tekstilmuseet.

Lær nye ting eller kig på kunst i en dag i sommerferien. Jeg elsker personligt at være på museum og kan sagtens få en hel dag til at gå der.

 

#7 – Turist i egen by

Sidste punkt er, at man kan ’lege’ turist i egen by. Her kan man gøre alle tingene ovenfor. Udforsk din by, undersøg nye steder. Tag ud at spise et sted, du ikke har spist før, besøg et område, du ikke kender så godt – eller tag ind på et kultursted, du måske ikke har været før – eller et sted, du har været for mange gange. Se byen med andre briller end i hverdagen -og find nye perler i Herning.

Dette var hermed mine 7 bud på ting, man kan lave i Herning om sommeren.

Kulturen syder og bobler i Herning.Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med.

Felter markeret med * er påkrævet