Blog fra kunstlandet i den dybe skov… Deep Forest Art Land – Skovsnogen…

Billede fra Skovsnogen. Bølgebænk.

Vidste du, at der er en skov fyldt med den mest spektakulære kunst i Herning Kommune?

Et sted, hvor det er OK, at lege eller sidde på kunstværkerne?

Et sted, hvor du – næsten – kan være helt alene? … eller være sammen med vennerne?

Læs her hvorfor Thit holder så meget af Deep Forest Art Land – eller Skovsnogen, som stedet stadig kaldes i folkemunde…

To read this blog in English click here.

Thit Vedel Taaning
Tekst og foto af Thit Vedel Taaning

 

Skovsnogen – Deep Forest Artland er en helt unik oplevelse, og det bryder ens forventninger på adskillige planer – har man ikke været der, kan det være svært helt at forstå det. At bevæge sig omkring i den skov, der udgør Skovsnogen, er en dynamisk oplevelse. Hver eneste gang, jeg begiver mig på en tur i skoven, er der noget, der har ændret sig. Det er et udstillingssted for kunst midt ude i en skov, og naturen står aldrig stille. Årstiderne skifter, og nogle gange vil man stå i mudder til knæene, mens man andre gange vil kunne se sneen falde eller solen skinne. Naturen ændrer sig, og efter en storm vil nogle af stierne måske være blokerede af faldne træer, så man må begive sig af en anden rute. Det unikke ved Skovsnogen er, at man har placeret kunstværkerne ud i den her skov, og de er dermed også med i denne dynamiske cyklus. Naturen påvirker værkerne, og det er fascinerende at følge med i, hvordan nogle af de ældre værker f.eks. er ved at blive overtaget af mos eller insekter. Endvidere er Skovsnogen i konstant forandring i form af nye værker og værker under opbygning. Selvom jeg går i skoven flere gange om ugen, synes der altid at være sket noget nyt, enten i form af kunsten, naturen eller begge dele.

Skovsnogen, værkbillede
Skovsnogen, væltet træ

Jeg har altid holdt meget af kunst, men det har til tider også været intimiderende. Man har altid nogle forventninger og nogle idéer om, hvad rammerne er, når man begiver sig hen på et kunstgalleri, eller når man begiver sig ud i en skov. Skovsnogen – Deep Forest Artland bryder med den traditionelle tænkning, og man sætter derfor ikke nødvendigvis de samme begrænsninger for sig selv i mødet med kunsten. Man oplever kunsten på en ny måde, og det anderledes møde finder jeg enormt fedt. Selv hvis man ikke er kunstinteresseret eller nogensinde før har plantet sine fødder på et galleri, vil man kunne få noget ud af et besøg i Skovsnogen. Det er en oplevelse, alle kan deltage i, og som alle vil få noget ud af.

Skovsnogen, Station LYR af Elle Klarskov Jørgensen
Skovsnogen, Bølgebænk af Lars Worm

Når folk spørger mig, hvad det egentlig er, der sker ude i den der skov i Døvling, har jeg altid enormt svært ved at finde et passende svar. Det er en skov. Det er et galleri under åben himmel. Ingen af mine forslag på svar virker fyldestgørende. Jeg plejer altid at svare, at folk bør tage et kig forbi og opleve det selv, for det er simpelthen ikke noget, jeg kan beskrive ordentligt med ord.

Skovsnogen – Deep Forest Artland er altid åbent og du er altid velkommen!

PARKERING: P2, Sdr. Ommevej syd for Døvlingvej, Skarrild, 6933 Kibæk (Der er skilte til P-plads fra Sdr. Ommevej)

Besøg Skovsnogens hjemmeside for yderligere information

Visit the homepage of VisitHerning for information in English.

Kulturen syder og bobler i Herning.Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med.

Felter markeret med * er påkrævet